Tid til klima-action
Og det værste er, at vi alle sammen kan konstatere det. Temperaturer på 15-17 grader sidst i oktober, store nedbørsmængder, styrtregn, smeltende is på Grønland, stigning i vandstanden og mange andre signaler, mere end slår fast, at det er ved at være sidste udkald, hvis vi vil gøre noget for at skåne klimaet.
Det gælder jo ikke mindst også vore bygninger. De står alene for 40 procent af vort energiforbrug, og her ligger en kæmpeopgave i at få nedbragt mængden af energi som går til opvarmning, lys med videre. Det er nu, at politikerne må tage mod til sig, læse de sidste rapporter og så sætte sig til forhandlingsbordet og få taget nogle initiativer, der for alvor gør en forskel.
En sammenhængende plan, som passende kunne tage udgangspunkt i nogle sunde og driftige initiativer a la en ordning, der giver noget fradrag for at gøre noget ved de utidssvarende bygninger.
Vi skal gøre en dyd ud af at være dygtige på energiområdet. Vi har før vist vejen ved at satse hårdt på vindmølleindustrien, som igennem en lang årrrække har givet os et konkurrencemæssigt forspring ude i den ganske verden.
Det samme må vi gøre igen, når vi skal i gang med at energirenovere vores bygningsmasse. Der er penge i det. Der er jobs i det, og ikke mindst er der eksport i det, når de rigtige løsninger viser sig.
Så når det internationale klimapanel har sat det sidste punktum i København, så er det tid til action.
Og byggebranchen er klar til at tage fat. Det er bare det sidste lille skub der skal til, for vi kender vejen. Danmark har før vist vejen. Lad os gøre det igen.