23948sdkhjf

Nye tider for landets anlægsgartnere

Danske Anlægsgartnere har overstået sin første generalforsamling efter foreningen ændrede sine vedtægter
Det var nye tider i Danske Anlægsgartnere (DAG), da organisationen forrige weekend holdt generalforsamling på Rungstedgaard i Nordsjælland.

Selvom en generalforsamling jo er hverdag i mange organisationer, var det alligevel en stor dag, for det var DAG’s første generalforsamling, idet organisationens vedtægter blev ændret sidste år.

Tidligere holdt DAG delegeretmøde, men efter de nye regler er de delegerede afskaffet, og det betød, at alle medlemmer nu havde stemmeret og alle valg foregik direkte på generalforsamlingen.

Landsformand Ejvind Røge er meget tilfreds med, at de nye vedtægter viser sig at fungere godt i praksis.

- Vi havde en god og sober debat og der var "ro på". Der var stor opbakning til hovedbestyrelsens strategi, hvilket jeg noterede mig med stor tilfredshed, fordi vi har arbejdet rigtig meget med den i det forløbne år. Jeg ser frem til et godt og frugtbart samarbejde i den nye bestyrelse og der er masser at tage fat på, siger Ejvind Røge.

Pænt overskud

Generalforsamlingen godkendte et regnskab, som viste et pænt overskud. Budgettet for de kommende år viser de samme positive tendenser, hvilket skaber grundlag for foreningens ambition om blandt andet at nedsætte kontingentet.

Det blev endvidere besluttet at oprette en særlig medlemskategori for virksomheder uden ansatte, som ønsker at være med i det faglige fællesskab i foreningen til et særligt reduceret kontingent på 6.000 kroner om året + kredsbidrag.

Danske Anlægsgartneres generalforsamling har siden foreningens stiftelse i 1901 været rammen om faglige aktiviteter, kombineret med det sociale. Denne gang var der udflugter til blandt andet Kronborg, Søfartsmuseet & Louisiana.

Formand genvalgt

På generalforsamlingen blev landsformand Ejvind Røge genvalgt som landsformand. Der kom tre nye ind i hovedbestyrelsen: Marianne Larsen fra Fyn, Michael Dall fra København og Jesper Bjerrisgaard fra Jylland. Følgende forlod Danske Anlægsgartneres bestyrelse: Lars Knudsen, Jesper Birkely, Peter Jensen og Thomas Randrup.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.852