23948sdkhjf

Fyrtårn for turisme og fugle-spottere

Skagens 1,6 mio. årlige gæster kan se frem til et moderne formidlingscenter i europæisk klasse
Snart åbner et af Danmarks fineste fyrtårne igen. Det sker som led i et storstilet projekt, der vil forene bevaring af det sjældne bygningsværk, Det Grå Fyr i Skagen, med naturoplevelse og formidling.

Bag det ambitiøse projekt står blandt andre ejendomsselskabet Realdania Byg og Naturstyrelsen.

- Fyrtårne er en væsentlig og historisk del af det danske kystlandskab. Men de er truede bygningsværker, fordi moderne GPS-teknologi har gjort fyrene unødvendige for den moderne skibsfart, lyder det fra Realdania Byg.

En levedygtig fremtid

Det Grå Fyr i Skagen er ingen undtagelse. Skagen Fyr er tegnet af den markante arkitekt N.S. Nebelong og er et af landets mest kendte.

- Derfor er det særdeles vigtigt at bevare det og give Skagen Fyr en levedygtig fremtid, som en indlysende del af natur-oplevelsen på Grenen, siger adm. direktør i Realdania Byg, Peter Cederfeld om baggrunden for selskabets køb.

Anlæg for eftertiden

At Realdania Byg køber fyret af Søfartsstyrelsen sker for at sikre det samlede anlæg for eftertiden.

Selve overtagelsen ventes at ske i den nærmeste fremtid, og selskabet vil så i de kommende år gennemføre en restaurering og nyindretning af fyret, den tidligere forvalterbolig og tilhørende udhuse, der knytter sig til tårnet, for at gøre plads til det naturoplevelsescenter, der allerede nu er planlagt.

Fyrets kommende lejer, Naturstyrelsen, har netop indgået en samarbejdsaftale med Frederikshavns Kommune, Skagen Turistforening og Dansk Ornitologisk Forening (DOF), og vil sammen med disse partnere udvikle og etablere et moderne formidlingscenter med internationalt format.

Helt unikt fuglested

- Centret får fokus på stedets omskiftelige natur og særligt det helt unikke fuglested, der også er kendt internationalt. Trækkende fugle samles ved Skagen som i en tragt, inden de drager videre. Dette naturens skuespil foregår i en bred periode startende i februar og sluttende i november, og giver en unik mulighed for at udbrede turistsæsonen til mere end de typisk tre-fire sommermåneder, siger vicedirektør i Naturstyrelsen, Sven Koefoed-Hansen.

- Vi er glade for at kunne være til stede lokalt og bidrage til en fortsat udvikling og formidling af dette fantastiske sted, tilføjer Sven Koefoed-Hansen.

Der bliver publikumsrettet formidling i stueetagen af fyrtårnet, hvor det også er planen, at ornitologer og forskere skal fortælle alle interesserede om arbejdet på stedet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1