23948sdkhjf

Stort skridt er nået på boligrenovering

Renovering af Vapnagaard-bebyggelsen i Helsingør er i mål med de første seks blokke
Med 57 boligblokke og 1.742 lejligheder er Vapnagaard-bebyggelsen i Helsingør en af landets største boligbebyggelser.

Den får i øjeblikket et omfattende facelift, og renoveringen af de første seks blokke i området Ponydalen står nu færdig, og dermed kan boligselskabet Boliggården holde rejsegilde på tirsdag.

Vapnagaard renoveres og fornyes, så området bliver et attraktivt boligområde både nu og i fremtiden. Der kommer nye tage, gavle og indgangsfacader; badeværelserne bliver renoveret, og fællesområderne udenfor bliver fornyet, så de fremstår mere åbne, lyse og imødekommende. Boligblokkene bliver gennemført i gedigne byggematerialer i høj kvalitet, der kan holde mange år ud i fremtiden.

Nova5, der har tegnet renoveringen, har bevidst arbejdet med facader i forskellige farver, der giver variation og en fornemmelse af nogle mindre boligområder, der er mere personlige.

Husene efterisoleres, så de holder på varmen, og det er selvfølgelig også noget beboerne vil kunne mærke på varmeregningen.

Krav til byggesystem

Renoveringen af Vapnagaard er en af Danmarks største, og det stiller store krav til både byggesystem og hele processen.

På baggrund af de erfaringer som hovedentreprenøren Enemærke & Petersen og Nova5 har fra tidligere store renoveringer, har de udviklet et helt særligt byggesystem, der benyttes til renoveringen af Vapnagaard.

Systemet består blandt andet af præfabrikerede byggeelementer til facaderne. Så man kan sige, at en del af byggepladsen er rykket ind på fabrikken. For beboerne betyder det, at de for eksempel får skiftet alle vinduer i deres bolig på én arbejdsdag.

- Det er altid vigtigt, at genere beboerne mindst muligt med støj og byggerod, og med en så omfattende og langvarig renovering som den på Vapnagaard, er det afgørende for beboerne, at vi har tilrettelagt byggeprocessen på en måde, der ikke påvirker den enkeltes hverdag i hele byggeperioden, siger Lars Bancroft, der er projektleder på Vapnagaard.

Renoveringen af bebyggelsen er tegnet af Nova5 arkitekter as og udføres af entreprenør Enemærke & Petersen as. Alle blokke og udearealer forventes færdige i sommeren 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11