23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

hasseris: Jesper Skovsgaard, direktør for 2E Group, har planer om at opføre et nyt boligbyggeri på Hasserisvej 124 i Hasseris, på den såkaldte HK-grund.

Der har imidlertid været kritik af byggeplanerne, og derfor trak et flertal i Aalborg Byråd et lokalplanforslag for grunden tilbage til fornyet behandling. Blandt andet ønsker grundejerforeningen at byggeprocenten sættes ned fra 50 til 40.

Det er anden gang, at en lokalplan for grunden bliver fremsat og trukket tilbage, og Jesper Skovsgaard lægger ikke skjul på, at hans tålmodighed bliver sat på prøve, men han har ikke opgivet planerne om boligbyggeriet, fortæller Nordjyske Stiftstidende.

Der bliver måske lidt færre boliger på grunden end først planlagt, og det bliver måske også en smule dyrere.

REGION MIDTJYLLAND

HEDENSTED: Hedensted Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan for en dagligvarebutik i Hedensted Syd til offentlig høring.

Lokalplan 1066 er udarbejdet i forlængelse af tidligere planlægning for samme areal ved Overholmvej 1 i Hedensted med henblik på at give mulighed for indpasning af en dagligvarebutik på 1.000 kvm.

Lokalplanforslaget er fremlagt til høring frem til 20. februar.

MARIAGER: Pilgrimshuset i Mariager, også kaldet Birgittahuset, planlægger at bygge om og bygge ud i løbet af foråret.

Førstesalen, der i dag blot fungerer som loft, bliver sat i stand og isoleret, og det nuværende sengeantal bliver mere end fordoblet. Dertil kommer indretning af et tekøkken.

Huset drives af Birgittaforeningen, som næsten har alle de 130.000 kroner, der skal bruges på opdateringen, i hus.

BRANDE: Ikast-Brande Kommune har fremlagt et forslag til lokalplan, der kan gøre det muligt for Månsson A/S at opføre et biogasanlæg ved Arad Tværvej og Grarupvej øst for Brande, til offentlig høring.

Ifølge planen skal anlægget kunne behandle omkring 150.000 tons biomasse om året.

REGION SYDDANMARK

BILLUND: Billund Kommune har vedtaget at fremlægge et forslag til lokalplan, der skal gøre det muligt at anvende det tidligere posthus på Hovedgaden i Billund til centerformål til offentlig høring.

Forslaget er fremlagt til debat indtil den 25. februar, hvorefter Byrådet tager stilling til, om forslaget skal vedtages endeligt.

ESBJERG: Esbjergs midtby får snart et opsigtsvækkende ni-etages højhusbyggeri i luksusklassen, skriver Jydske Vestkysten.

Claus Sørensen Ejendomme har for nylig købt ti af projektets lejligheder, og dermed er 65 procent af lejlighederne solgt. Efterfølgende har Juulsberg Ejendomme indgået aftale med Dansk Boligbyg om opførelse af luksusejendommen til mere end 100 mio. kroner i Strandbygade 16.

Det er planen, at ejendommen skal indrettes med erhvervsbyggeri i stueetagen, og 23 ejerlejligheder på de øvrige otte etager, hvorfra der bliver udsigt til Esbjerg Havn og Fanø fra tredje etage og op.

Første spadestik til byggeriet, som er tegnet af Ravn Arkitektur, tages ifølge planen meget snart. Byggeperioden ventes at strække sig over 18 måneder.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08