Dansk Betons bestyrelse er nu fuldtallig
Efter den tidligere formands pludselige død er bestyrelsens opgave nu blandt andet at få næste beton-konference sat i søen
Den tidligere formand, Steen Mygind, døde for nylig og bestyrelsen har herefter konstitueret sig med Jesper Knudsen, Unicon, som formand og Claus Bering, CRH Concrete, som næstformand.
- Efter den tidligere formand Steen Myginds alt for tidlige død er det den nye bestyrelses opgave at fortsætte det vigtige arbejde, der allerede er sat i gang. Udover de igangværende aktiviteter med at sætte fokus på totaløkonomi i forbindelse med større renoveringsprojekter samt synliggørelse af branchen på de sociale medier, ser jeg særligt frem til vores Bæredygtig Beton Konference, som er den fjerde i rækken, siger den nye formand Jesper Knudsen.
Konference i marts
Den fjerde Bæredygtig Beton Konference afholdes den 10. marts 2015 på Tivoli Hotel og Congres Center i København.
- Vi har for alvor fået slået begrebet bæredygtigt beton fast i folks bevidsthed. Og vi skal være med til at sikre, at vores kunder, arkitekter og ingeniører holder fokus på beton som en del af fremtidens byggeri. Vi skal være med til at formidle inspiration og nytænkning og ikke mindst udvikling og samarbejde omkring bæredygtigt byggeri med beton, siger Jesper Knudsen, der glæder sig til konferencen i marts med inspirerende foredragsholdere, der kan være med til at skabe den nødvendige debat om og fokus på fremtidens bæredygtige byggeri.
På konferencen vil de fire store betonpriser, Bæredygtig Beton Prisen, Betonelement-Prisen, In-Situ Prisen og Betonprisen også blive uddelt.
Dansk Beton er den fælles forening for producenter af beton og betonprodukter under Dansk Byggeri. Foreningen blev dannet den 15. januar 2007 ved en fusion mellem Betonelement-Foreningen, Dansk Fabriksbetonforening og Dansk Beton Industriforening.