23948sdkhjf

FAKTA: Det siger de om roadpricing

Produktivitetskommissionen kom onsdag med en rapport om infrastrukturen og foreslår roadpricing.
Produktivitetskommissionen åbner i en ny rapport op for, at bilister skal betale vejafgifter for at køre på særligt trafikerede veje i myldretiden.

Her kan du se de forskellige reaktioner på kommissionens forslag.

* Analysechef i Cepos Otto Brøns-Petersen:

- Det er en god idé at indføre trængselsafgifter, sådan som Produktivitetskommissionen foreslår. Det vil medføre en meget bedre udnyttelse af vejnettet, så vi får meget mere ud af investeringerne. Det gælder ikke bare på transportområdet, men helt generelt i det offentlige, at priser kan give en produktivitetsforbedring og bedre udnyttelse af ressourcerne.

* Sekretariatsleder i Det Økologiske Råd Christian Ege:

- Roadpricing er en god idé, og det er uforståeligt, at der er så stor politisk modstand mod at bruge dette mest effektive værktøj til at regulere bilkørslen og dens forurening.

* Transportordfører i Liberal Alliance Villum Christensen:

- Danske bilister er i forvejen hårdt beskattede på grund af de enormt høje afgifter på biler, høje brændstofafgifter og grønne afgifter, og mange danskere er afhængige af en bil for at kunne komme til og fra arbejde, hente børn og købe ind. De kan ikke bare tage bussen eller lade være med at køre i myldretiden. I stedet skal vi gøre det billigere at være bilist i Danmark, for eksempel ved at afskaffe registreringsafgiften.

* Det Konservative Folkepartis trafikordfører, Mike Legarth:

- Når det kommer til roadpricing, er det afgørende for Det Konservative Folkeparti, at det ikke bliver dyrere at være bilist i Danmark. Det vil vi under ingen omstændigheder være med til.

* Erhvervspolitisk chef i Landbrug og Fødevarer Jannik Bay:

- Det (red. roadpricing) har regeringen allerede undersøgt og taget stilling til og konkluderet, at teknologien langt fra er på plads, og vi mener ikke, tiden er rigtig til it-eksperimenter. Vi har tidligere beregnet, at konsekvensen af roadpricing vil være tab af eksportindtægter på op mod en milliard kroner og 1100 mistede arbejdspladser.

* Chefkonsulent hos Dansk Erhverv Jesper Højte Stenbæk:

- Det er helt afgørende, at roadpricing og differentierede priser i eksempelvis kollektiv trafik indføres som en samlet, landsdækkende plan. Det nytter ikke at bygge betalingsmure omkring byer og landsdele som i middelalderen. Der skal være en overordnet plan, og det må ikke blive dyrere for trafikanterne.

* Administrerende direktør i Dansk Industri Karsten Dybvad:

- På transportområdet sætter rapporten fokus på at minimere kødannelser, binde landet bedre sammen og sikre en høj international tilgængelighed. Det er det helt rigtige fokus. Mindre spildtid på vejene vil øge produktiviteten i hele samfundet. Vi skal derfor sætte konkrete og ambitiøse servicemål på blandt andet vejområdet.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094