Ejendomsforeningen Danmark har for tredje år i træk undersøgt, hvilke kommuner der skaber de bedste rammer for ejendomsbrugere og -ejere. Her løber de jyske kommuner med sejren, og det hænger ifølge foreningen sammen med, at mange kommuner tæt på hovedstaden qua deres geografiske placering naturligt har nemmere ved at tiltrække erhvervslivet. Men det virker også som om, den fordel bliver en sovepude.
Årets vinder er Struer, som i årets løb har reduceret byggesagsbehandlingstiden med 12 dage, antallet af ejendomsforbrydelser per bygningskvadratmeter er faldet med 18 procent, og der opkræves lave byggesagsgebyrer. Desuden tæller det positivt, at kommunen ikke opkræver dækningsafgift, og at lejeboligerne i kommunen ikke er reguleret.