23948sdkhjf

Byggenyt

REGION NORDJYLLAND

JAMMERBUGT: Den gamle Brugs i Ingstrup i Jammerbugt Kommune skal gøres til et aktivt boghus. Det sker efter at Ingstrup er udnævnt til officiel bogby, og der er kommet godt gang i de boglige aktiviteter i byen.

Ingstrup Bogby vil overtage den gamle Brugs og gøre den til omdrejningspunktet for et større byfornyelsesprojekt og oplevelsescentrum med overdækket scene til kulturelle arrangementer og café med udeservering. Det skriver Jammerbugt Kommune på sin hjemmeside.

I første omgang skal der bruges penge til køb af lejemålet og til et forprojekt, hvor der skal laves tegninger af Brugsen og området. Borgerne vil gerne føre Brugsen tilbage til den oprindelige stil.

Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget har netop haft møde og har bevilget 100.000 kroner til projektet.

Det er desuden planen at søge om økonomisk støtte andre steder også.

REGION MIDTJYLLAND

SKANDERBORG: Skanderborg Kommune har fra Skanderborg-Hørning Fjernvarme modtaget Projektforslag for nyt 30 MW biomassefyret fjernvarmeværk.

Det nye værk vil sammen med det eksisterende flisfyrede værk kunne forsyne Skanderborg by, Stilling, Tebstrup, Riis og Hylke med fjernvarme året rundt. Selve projektforslaget omhandler dog ikke udvidelse af forsyningsområdet – kun et nyt biomassefyret varmeværk på Niels Bohrs Vej med tilhørende forsyningsledning, som kobles til Skanderborg-Hørning Fjernvarmes eksisterende fjernvarmenet.

Værket vil på grund af sit tørreanlæg kunne fyre med mange forskellige typer biomasse, som i dag ikke bliver anvendt – for eksempel efterafgrøder, enggræs, lyng og vådt halm.

Skanderborg Byråd vedtog forleden, at projektforslaget offentliggøres på kommunens hjemmeside og sendes i høring hos berørte parter i fire uger.

REGION SJÆLLAND

VORDINGBORG: Som en opfølgning på Helhedsplan for Klintholm Havn fra 2011 er der nu udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg og et lokalplanforslag for Klintholm Havn.

Planforslagene behandler mulighederne for erhvervsaktivitet i Klintholm Havn, hvor der er fokus på at skabe rammerne for en fremtidig anvendelse af Klintholm Havn som servicehavn for et kommende havvindmølleprojekt på Krigers Flak. Herudover skabes rammer for øvrige erhvervsaktiviteter såsom bådeopbevaring og havbrug. Konkret øges byggemulighederne på de havnenære arealer i forhold til den tidligere planlægning for området.

Planforslagene er screenet i henhold til lov om miljøvurdering af planer og programmer. Screeningen viste, at planerne har mulige væsentlige miljøpåvirkninger, og der er derfor udarbejdet en miljørapport.

Vordingborg Kommunalbestyrelse sagde forleden god for at udsende forslagene i høring.

REGION HOVEDSTADEN

KØBENHAVN:Teknik- og Miljøudvalget i København Kommune skal på sit møde den 10. november blandt andet tage stilling til, om der skal gives dispensation fra den gældende byplanvedtægt til at opføre en seks-etagers ejendom på adressen Åbenrå 16 i Indre By.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at der meddeles dispensation.

Sagen har været forelagt Teknik- og Miljøudvalget den 22. september 2014 til drøftelse. Bygherre er efterfølgende fremkommet med et revideret projekt med en reduceret bygningshøjde, hvor de to øverste etager ikke længere er tilbagerykket, men derimod beliggende bag tagfladen med en udformning tilpasset nabobebyggelsen.

Det nye trappehus vil kunne betjene både nr. 16 og den eksisterende ejendom i nr. 18, der herigennem får forbedrede adgangsforhold via en brandsikker trappe med elevator.

Hvis indstillingen om dispensation godkendes, vil forvaltningen afslutte sagsbehandlingen og meddele byggetilladelse til ansøger.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086