Nybyggeriet er fortsat i bund
Der er dog udsigt til en lille fremgang i boligbyggeriet i år i forhold til sidste år
Det kan man læse af Danmarks Statistiks netop offentliggjorte tal for påbegyndt nybyggeri i tredje kvartal.
- For at tage det positive først, så er de foregående års nedgang i nybyggeriet afløst af stabilisering. Det påbegyndte etageareal i årets første ni måneder med 2,7 mio. kvm er stort set det samme som i de ni første måneder sidste år, når man ser på de først offentliggjorte tal for begge år, siger Finn Bo Frandsen, senioranalytiker i Dansk Byggeri.
Han skønner på baggrund af tallene og erfaring med forsinkede indberetninger til BBR-registret, at der i 2014 som helhed vil blive påbegyndt cirka 4,2 mio. kvm. Det er det samme som i 2013 - og det laveste niveau siden 1993.
Med hensyn til erhvervsbyggeri er der udsigt til det laveste niveau i mere end 50 år.
Flere nye boliger
Ifølge Danmarks Statistik er der i januar-september i år fremgang i nybyggeriet af boliger og erhvervsbygninger i forhold til de samme måneder i fjor, mens der er et markant fald i nybyggeriet af bygninger til kulturelle formål samt institutions- og fritidsformål.
- Det er en udfordring at tolke de meget foreløbige tal på grund af den store usikkerhed med BBR, og da byggeaktiviteten er faldet til et meget lavt niveau, så vil registreringen af et enkelt stort byggeprojekt kunne påvirke niveauet for det påbegyndte etageareal forholdsvist meget, siger Finn Bo Frandsen.
Ifølge Danmarks Statistik blev der påbegyndt 8.500 boliger i årets første ni måneder. Dansk Byggeri skønner, at der i 2014 vil blive påbegyndt cirka 11.000 boliger. Det er 10 procent flere end i 2013.
- Selv om der er fremgang, er niveauet meget lavt. Under krisen i 1930erne blev der til sammenligning opført 17.900 boliger i gennemsnit om året, fortæller Finn Bo Frandsen.