23948sdkhjf

Belastet vejstrækning bør blive motorvej

Ombygning af 13 km motortrafikvej til motorvej ved Hillerød vil samfundsøkonomisk være en god forretning
Der vil være god samfundsøkonomi i at forlænge Hillerødmotorvejen frem til Hillerød nord, så den eksisterende motortrafikvej udbygges til motorvej på en strækning på 13 km.

Det skriver transportminister Magnus Heuncike (S) til Transportudvalget på baggrund af et spørgsmål fra Hans Andersen (V).

Vejdirektoratet oplyser over for ministeren, at man ikke kan beregne de samfundsøkonomiske effekter, før man har gennemført trafikberegninger af et scenarie, hvor der er gennemført en udbygning af motortrafikvej til motorvej.

Vejdirektoratet kan dog komme med nogle mere generelle vurderinger af samfundsøkonomien i en udbygning af motortrafikvejen. Heraf fremgår, at der er tale om en af de mest belastede motortrafikveje i hele landet med 18.000-35.000 køretøjer hvert døgn.

"Det taler alt andet lige for, at de tidsgevinster, der opnås ved at trængslen især i myldretiden reduceres, og at den tilladte hastighed stiger fra 90 til 110 km i timen, vil være relativt store. Anlægsudgifterne vil omvendt være forholdsmæssigt mindre, da motortrafikvejen i et vist omfang er forberedt til udbygning til motorvej", hedder det.

Transportministeren konkluderer, at det derfor må forventes, at der vil være god samfundsøkonomi i en udbygning af motortrafikvejen fra Allerød til Hillerød til motorvej.

Vejdirektoratet skønner, at prisen på en udbygning vil være omkring 60-80 mio. kroner pr. km motorvej, og da hele strækningen er godt 13 km, svarer det til et samlet anlægsskøn på mellem 800 mio. kroner og 1,1 mia. kroner for udbygning til firsporet motorvej.

Trængselskommissionen har i øvrigt anbefalet, at Hillerødmotorvejen forlænges frem til Hillerød nord.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14