Vejrluner får æren for flere job i byggeriet
Et par storme - den ene med oversvømmelser - og mildt vintervejr giver fremgang i byggeriets beskæftigelse
Danmarks Statistik har netop offentliggjort beskæftigelsen i landets bygge- og anlægsvirksomheder til 141.300 fuldtidspersoner. Det er 4.200 flere end i første kvartal sidste år - svarende til en fremgang på godt tre procent - og 5.000-10.000 flere end i første kvartal i perioden 2010-12.
- Det er meget positivt, at beskæftigelsen bevæger sig den rigtige vej, men fremgangen må tilskrives naturkræfterne. Dels de to storme i efteråret og ikke mindst oversvømmelserne i forbindelse med den seneste storm, dels det milde vejr i år sammenlignet med sidste år, siger Finn Bo Frandsen, chefanalytiker i Dansk Byggeri.
Det konjunkturbetingede opsving lader derimod vente på sig, mener han.
- Der er ingen tvivl om, at konsekvenserne af finanskrisen er større, end de fleste har forestillet sig, og varigheden af krisen er formentlig den største overraskelse. Det er svigtende efterspørgsel, som har sat dansk økonomi i stå. Vi er mange, der spejder efter tegn på et nyt opsving, men der er ikke umiddelbart udsigt til et opsving, så bygge- og anlægsaktiviteten vil også i det kommende år blive holdt oppe af de politiske aftaler om projekter og Boligjobordningen, som vil virke stabiliserende på den samlede aktivitet, siger chefanalytiker Finn Bo Frandsen.
Han noterer, at boligmarkedet er præget af stort udbud og bortset fra hovedstaden få handler, hvilket lægger en dæmper på boligbyggeriet. Samtidig er erhvervsbyggeriet hæmmet af lavkonjunkturen og de mange tomme lokaler.
- Lidt højere økonomisk vækst i 2014 og 2015 vil ikke kunne vende udviklingen hverken i boligbyggeriet eller i erhvervsbyggeriet, vurderer Finn Bo Frandsen.
Derimod udtrykker BAT-kartellet i en pressemeddelelse et fromt men ikke urealistisk håb om, at den lille stigning i byggebeskæftigelsen er et udtryk for en begyndende stigning i aktiviteten i branchen".
Fremgang for murere
Det er ikke mindst murermestrene, der noterer massiv fremgang i beskæftigelsen i første kvartal i forhold til samme kvartal sidste år. Murermestrenes beskæftigelse er steget med 1.400 personer eller godt 16 procent. Fremgangen er ikke så overraskende endda, idet netop murerne var meget hårdt ramt af den strenge vinter i fjor, hvor op mod hver anden murersvend i perioder var ledig.
Der er også fremgang i beskæftigelsen for tømrermestre og anlægsentreprenører. Begge delbrancher har øget beskæftigelsen med omkring seks procent.
Eneste faggrupper, der har oplevet tilbagegang i beskæftigelsen siden første kvartal sidste år, er vvs-installatører og maler- og glarmestre.
I forhold til fjerde kvartal er den samlede byggebeskæftigelse faldet med cirka 8.000 personer, hvilket ikke betragtes som et unormalt sæsonudsving.