23948sdkhjf

Lokale skal bygge nye laboratorier

Byggeriet af nye laboratorier til Aalborg Universitet Esbjerg går snart i gang
Omkring 600 studerende, der læser alt fra Kemi til Byggeri og Maskinteknik kan se frem til nye laboratorier i et byggeri til 131 mio. kroner. Et byggeri, som Bygningsstyrelsen er bygherre for.

Den 13. februar er der første spadestik til det 4.500 kvm store nybyggeri, som skal have fem etager. Ud over nybyggeri rummer projektet også ombygning af 1.000 kvm eksisterende byggeri.

Bygningsstyrelsen oplyser, at der er 12 entrepriser, og at de 10 er vundet af firmaer fra lokalområdet. Navnene på de vindende firmaer vil først blive offentliggjort senere.

Ud over laboratorier og kontorer bliver der etableret større auditorier og bedre studiefaciliteter, som understøtter Aalborg Universitets særlige studieform med problemorienteret projektarbejde i grupper.

Byggeriet skal stå klar til brug i midten af 2015. Forventningen er, at de forbedrede rammer om forskningen får betydning for universitetets evne til at tiltrække studerende og internationale forskerkapaciteter, som skal være med til at skabe vækst hos virksomheder i regionen.

Aalborg Universitet Esbjerg har i forvejen et tæt samarbejde om udvikling af teknologi og uddannelser til områdets store offshorebranche. Når byggeriet står klar, vil forskere fra Institut for Energiteknik eksempelvis bruge de nye laboratorier til at forsyne den regionale energi-erhvervsklynge med viden om offshore-vindmøller, bioenergi, olie og gasindvinding i Nordsøen.

Digitalt byggeri

Som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har skrevet, er laboratoriebyggeriet i Esbjerg et pilotprojekt for Bygningsstyrelsen.

Styrelsen har nemligt valgt, at der under udførelsen skal anvendes 4D til tids- og risikostyring til støtte for kollisionskontrol i 3D. Det vil sige, at 3D-modellering bliver integreret med 4D-simuleringer i projektet.

I en kollisionskontrol undersøger man, om der er uhensigtsmæssige sammenfald mellem eksempelvis installationer i bygningen - om der for eksempel går et vandrør gennem en ventilationsskakt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.167