Christiansfeld i fint selskab
Den gamle sønderjyske by vil nu optages på verdensarvslisten for kultur
Christiansfeld har været på en såkaldt "venteliste" siden 1993, og siden da er der ofret cirka 100 mio. kroner på en restaurering af de gamle brødremenighedshuse i bykernen i bestræbelserne på at bevare bygningernes arkitektoniske standard og særkende.
Æstetik og religion
Flere steder i verden findes brødremenighedsbyer, der alle kobler arkitektur med æstetik og religion, men Christiansfeld i Kolding Kommune er den bedst bevarede og den fineste og mest helstøbte af dem alle.
Byen fremstår i dag næsten som da bygningerne blev opført for 200 år siden, og en stor del af husene er fredede.
Brødremenigheden grundlagde og byggede byen Christiansfeld efter den klassiske brødremenighedsbys byplan. Det skete efter invitation fra kong Christian den 7. og med inspiration fra hans rådgiver Struensee.
Det næste der sker er, at Unesco sender et hold eksperter på besøg i Christiansfeld, og først i 2015 bliver sagen afgjort.
Arkitekt Bolette Lehn Petersen fra Kulturstyrelsen skal fungere som kontaktled mellem Unesco og Kolding Kommune.
Danske ansøgninger
Danmark har allerede ansøgninger liggende hos Unesco, der anbefaler Stevns Klint og Vadehavet som verdenskulturarv.
Med den seneste anbefaling af Christiansfeld foruden et unikt jagtområde i Nordsjælland er der således i alt fire kandidater til Unescos verdensarvsliste.