Esbjerg bygger højt på havnen
Et fem-etagers domicilbyggeri skal opføres på Esbjerg Havn i de kommende år
Et af Esbjergs mest ambitiøse byggeprojekter i nyere tid, det såkaldte Esbjerg Strand projekt, skydes nemlig nu i gang.
Esbjerg Kommune udbyder således en grund på næsten 18.000 kvm, som ligger på en hel unik placering helt ud til Vadehavet i den nordlige del af Esbjerg Havn,
Jorden er allerede klargjort til bebyggelse, og både PensionDanmark og off-shore-virksomheden, Semco Maritime A/S, har tilkendegivet deres interesse for grunden. PensionDenmark som bygherre, og Semco Maritime A/S som lejer af den nye, fem etagers domicilbygning, der påtænkes at blive opført på grunden.
- Der er tale om et meget vigtigt og fremsynet projekt for Esbjerg Kommune, som vil forvandle den nordlige ende af havnen til et nyt rekreativt område, med både lystbådehavn, grønne områder og domiciler for havnerelaterede virksomheder. Nu har vi en virksomhed, der vil byde på denne grund, og hvis alle formalia falder på plads, vil gravemaskinerne i princippet kunne gå i gang i starten af marts, siger Esbjerg-borgmester Johnny Søtrup (V)
Længe undervejs
Projektet Esbjerg Strand har været undervejs i flere år, og borgmesteren er derfor meget tilfreds med, at startskuddet nu endeligt lyder.
- Vi har sådan set været klar til at gå i gang med Esbjerg Strand i længere tid. Nu har en konkret investor vist interesse for området, og det betyder, at vi kan gå i gang med etableringen af det første domicil. Det er samtidig startskuddet til et helt nyt, enestående område, som vil binde havn og by tættere sammen, og som vil gavne borgerne i byen, men også vil give virksomhederne rigtig gode muligheder til at etablere sig i Esbjerg, siger Johnny Søtrup.
Håber på afklaring
Steen Brødbæk, der er adm. direktør i Semco Maritime, er også meget tilfreds med planerne.
- Vi glæder os til at få en afklaring på vores fremtidige domicil, og vi lægger ikke skjul på, at en samlet løsning i en ny og smuk bydel med havn og hav lige uden for døren vil være det helt rigtige for os. Vi lægger også vægt på det positive i, at en professional aktør som PensionDanmark er parat til at gå ind i projektet med kapital og udviklingsekspertise, siger Steen Brødbæk.