Byggenyt
HØJE-TAASTRUP: Høje-Taastrup Kommune vil udvikle området ved Rugvænget og Kuldyssen i Taastrup, og er på vej med en ny lokalplan for området.
I første omgang indkaldes der ideer og forslag til udviklingen fra borgerne frem til 10. marts.
Rugvænget-Kuldyssen anvendes i dag til værksteder, lettere industri og handels- og oplagspladser.
REGION SYDDANMARK
BILLUND: Billund Byråd har vedtaget Lokalplan nr. 262 Lego House, Billund samt et tilhørende kommuneplantillæg.
Lokalplanen er tilvejebragt for at give mulighed for at etablere et oplevelsescenter Lego House på det areal, der i dag huser det tidligere rådhus og Rådhuscentret i Billund Bymidte.
Der er desuden meddelt VVM-tilladelse til Lego House projektet. VVM tilladelsen indeholder vilkår for bygge- og anlægsarbejdets udførelse, således at projektet gennemføres på en miljømæssig hensigtsmæssig måde. Der kan klages over afgørelsen til Natur- og Miljøklageklagenævnet for så vidt angår retlige spørgsmål frem til 4. marts.
HADERSLEV: Udvalget for Plan og Miljø i Haderslev Kommune har godkendt et nyt projektforslag for udvidelse af et solvarmeanlæg i Vojens. Projektet omfatter udvidelse af eksisterende solfangeranlæg fra 17.500 kvm til 75.000 kvm, etablering af et damvarmelager på 220.000 kvm og opførelse af en ny teknikbygning på cirka 200 kvm.
Udarbejdelsen af et kommuneplantillæg og lokalplan, som giver det planmæssige grundlag for udvidelsen af solvarmeanlægget, er igangsat og forventes færdigbehandlet i marts 2014. Vojens Fjernvarme har desuden fremsendt en ansøgning om kommunegaranti på 125 mio. kroner, som behandles i Økonomiudvalget den 17. marts 2014 og i Haderslev Byråd den 25 marts 2014.
REGION MIDTJYLLAND
HEDENSTED: Arkitekterne Birch & Svenning A/S har på vegne af Barrit Kirke ansøgt Hedensted Kommune om tilladelse til et nyt kirkehus på 190 kvm som erstatning for eksisterende bygning, udhuse og garage, og Hedensted Kommune har meddelt tilladelse til byggeriet.
Afgørelsen kan påklages til Natur- og Miljøklagenævnet frem til begyndelsen af marts måned.