Byggenyt
HERLUFMAGLE: Næstved Byråd har vedtaget Lokalplan 055 for et rekreativt område ved Sletskovvej i Herlufmagle endeligt.
Lokalplanens formål er at udlægge området til rekreative formål, at skabe mulighed for at der kan opføres et natur- og friluftscenter, at skabe mulighed for anlæggelse af udendørs friluftsaktiviteter, samt at sikre gode tilkørselsforhold og parkeringsmuligheder.
Baggrunden for lokalplanen er et ønske fra KFUM-Spejderne i Herlufmagle om at opføre et nyt natur- og friluftscenter. Der har været afholdt en arkitektkonkurrence, og lokalplanen er udarbejdet i overensstemmelse med vinderprojektet.
Klagefristen udløber den 28. november.
REGION NORDJYLLAND
MARIAGER: Mariagerfjord Byråd imødekommer nu en ansøgning fra Mariager Kajakklub om 100.000 kroner til bygning af et nyt klubhus.
Det er et stort ønske at få et sted, som er mere familievenligt end de nuværende faciliteter.
Kajakklubben ønsker et åbent og imødekommende hus, hvor forskellige mennesker fra mange forskellige klubber kan mødes på tværs af interesser og udveksle erfaringer og gode historier.
AALBORG: Aalborg Byråd har godkendt lokalplan 6-2-103 for et boligområde ved Danagården, Godthåb, og et tilhørende kommuneplantillæg endeligt.
Klagefristen til Natur- og Miljøklagenævnet udløber 3. december 2014.
Formålet med kommuneplantillægget er at ændre bebyggelsesprocenten i rammeområde 6.2.B10 til 30 for åben-lav bebyggelser og til 40 for øvrige bebyggelser.
Lokalplanen imødekommer den fortsatte efterspørgsel af nye grunde til boliger i Godthåb.
REGION HOVEDSTADEN
FREDERIKSBERG: Frederiksberg Kommunalbestyrelse har godkendt en anlægsbevilling på 2,4 mio. kroner finansieret af det afsatte rådighedsbeløb i puljen til Sammenlægningsstrategi til sammenlægning af de to selvejende institutioner Elverhøj og Stenurten på Vodroffs Tværgade 5C th. og 5C tv.
Arbejdet forventes igangsat i december 2014 med planlagt ibrugtagning i april 2015.
REGION MIDTJYLLAND
BRYRUP: Silkeborg Byråd har godkendt forslag til lokalplan 42-008 for Lystruphave Efterskole.
Lokalplanens formål er blandt andet at give mulighed for opførelse af en ny bebyggelse og give mulighed for sammenbygning af hovedbygning med aktivitetsbygning.
Lokalplanen giver også mulighed for at etablere sommerlejrplads.