23948sdkhjf

Byggeforventninger er på vej nedad igen

Byggeriets konjunkturbarometer faldt en anelse i oktober, og det er blandt andet udsigten til få opgaver efter nytår der spiller ind, lyder vurderingen
Anlægs- og byggeentreprenørerne ser med godt to måneder tilbage af 2014 lidt lysere på det kommende år.

Til gengæld ser det skidt ud for faggrupper som vvs’ere, murere og særligt malere og glarmestre, der alle ser pessimistisk på fremtiden.

Sådan er billedet for forventningerne i bygge- og anlægsbranchen, i det konjunkturbarometer, som Danmarks Statistik sendte på gaden i går.

Det viser overordnet, at branchens forventninger er faldet en anelse fra -11 i september til -12 i oktober.

Fælles for de specialierede faggrupper er, at renoveringer fylder relativt meget i deres opgaver, og udsigten til at Boligjobordningen forsvinder ved årsskiftet, får dem til at frygte et opgavemæssigt tomrum i 2015, vurderer cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri.

- Byggevirksomhederne er allerede nu ved at indstille sig på, at renoveringsaktiviteten over en bred kam står til at falde i 2015. For det første ophører Boligjobordningen. For det andet klinger reparation af storm- og skybrudsskader af. Og for det tredje har også renovering af almene boliger toppet. Så alle de uhensigtsmæssige stop-and-go lamper er for længst begyndt at blinke, siger Bo Sandberg.

Store projekter er i gang

Til gengæld er der godt gang i de store offentlige anlægsprojekter på veje, jernbane og metroanlæg samt de store sygehusbyggerier, og netop her er anlægs- og byggeentreprenørerne overrepræsenteret. Og udsigten til opgaver på de store bygge- og anlægsprojekter får disse virksomheder til at bevare optimismen.

Samlet er byggeriets forventninger til beskæftigelsen neutrale, hvilket er et fald i forhold til september, mens det er et lille fald i ordrebeholdningen, og det trækker det samlede konjunkturbarometer nedad.

Ses der på konkrete produktionsbegrænsninger, mener virksomheder, som repræsenterer 23 procent af beskæftigelsen, at mangel på efterspørgsel er en produktionsbegrænsning. Til sammenligning oplever 10 procent mangel på arbejdskraft.

- Vi kan ikke se generelle flaskehalse i bygge- og anlægsbranchen – hvilket også lønudviklingen bekræfter. Der kan være visse mangelsituationer for eksempelvis anlægsentreprenører. Her er det dog snarere ingeniører med særlige kompetencer - og i mindre grad arbejdere - der er mangel på, siger Bo Sandberg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078