23948sdkhjf

Målervirksomhed får ny topchef

Brunata International har udpeget ny adm. direktør, der skal eksekvere ny strategi
Efter fem måneder som midlertidig CEO i Brunata International a/s er David Friisholm nu tiltrådt som ny topchef i Brunata, der leverer forbrugsmåling, fordelingsregnskaber og bæredygtige initiativer til ejendomsselskaber og boligforeninger i hele Europa.

58-årige David Friisholm er uddannet officer og har i de seneste tre år været direktør for Brunata i Skandinavien, hvor han har reorganiseret hele forretningen med henblik på at rykke tættere på kunderne og også har evnet at øge omsætningen med mere end fire procent i et marked, hvor der er hård konkurrence og en stor mætningsgrad.

Ifølge Eva Fischer Hansen, der er næstformand i Brunatas bestyrelse, har det været altafgørende for valget af den nye adm. direktør, at han har en god forretningsforståelse og forstår familiens værdier samt ønsker for Brunatas fremadrettede udvikling. Og netop det at være leder i en familieejet virksomhed kræver en helt særlig karakter.

- David tør tage udfordringen op. Han er ikke bange for at udfordre familien på samme niveau som vores øvrige medarbejdere – også selvom et par af dem refererer til ham samtidig med, at de også er ejere. Det er en vigtig egenskab at kunne balancere i sådan en konstellation, og det kan han, siger Eva Fischer Hansen i en pressemeddelelse

Strategi frem mod 2020

Brunata International a/s er moderselskab for Brunata a/s med aktiviteter i Danmark, Norge og Sverige og har datterselskaber i 10 lande. Brunata har i alt cirka 500 medarbejdere, hvoraf halvdelen er ansat i Danmark og lige så mange i udlandet.

Som adm. direktør i Brunata International a/s bliver David Friisholm ansvarlig for eksekveringen af den vedtagne strategi 2020, hvor blandt andet fokus på værdiskabende service til kunderne øges.

- Vi skal blive langt bedre til at levere i forhold til kundernes forventninger og afdække deres behov. Gennem dialog skal vi sørge for, at vores kunder får lige nøjagtig det, de har behov for. Vi ønsker at være endnu tættere på kunderne, og det kan vi kun blive gennem direkte kontakt, siger David Friisholm.

Diagram på hovedet

At kunne indfri kundernes forventninger kræver ikke blot, at Brunata øger hastigheden på implementeringen af forandringer, men også at medarbejderne får løftet tilliden til sig selv og deres egen formåen.

- Normalt ser man et organisationsdiagram med direktøren i toppen, hvorimod de, der møder kunderne, er længst nede, hvis de overhovedet er med. Jeg har vendt det om, så jeg er i bunden. Alle de operative enheder, som har direkte kontakt med vores kunder, står øverst. Det er vigtigt, at medarbejderne forstår og kan se, at de har en nøglerolle og er vigtige, forklarer David Friisholm.

En af de helt store opgaver for den nye topleder bliver at udfolde virksomhedens internationale potentiale.

- Vi kan ikke erobre verden på samme måde som i Danmark, men vi skal finde en fælles platform og indarbejde lokale tilpasninger i vores markedsføring, IT, salgsfremstød, produktportefølje osv. Det er nødvendigt, at vi etablerer konkrete forretningsplaner land for land, marked for marked, aktivitet for aktivitet, siger David Friisholm
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094