Butikscenter får omfattende løft
Lokal entreprenør har vundet renoveringen af landets næststørste butikscenter
Rosengårdcentret åbnede i 1971 og omfatter et samlet udlejningsareal på 100.000 kvm fordelt på godt 160 butikker. I forbindelse med en ombygning af et tidligere Kvickly-varehus omdannes 10.000 kvm udlejningsareal.
Den samlede investeringsvolumen overstiger 120 mio. kroner, og en del af det samlede omstruktureringskoncept for Rosengårdcentret er ombygningen af det tidligere Kvickly-varehus, der omdannes til 32 butikker med fokus på international mode. Derudover lanceres den nye "Lilla Gade", som kommer til at ligge helt på linje med centrets samlede farvekoncept.
Lokal vinder
Licitationen for den ambitøse omstrukturering blev vundet af det lokale entreprenørfirma Hans Jørgensen & Søn.
- Hans Jørgensen & Søn kom med et godt tilbud, og blev valgt ud fra de høje internationale standarder, som Rosengårdcentrets ejere, ECE Fonden, normalt anvender. Så vi har god grund til at være stolte over valget af en lokal entreprenør. Samtidig kan vi glæde os over, at Hans Jørgensen & Søn benytter lokale underleverandører fra Fyn, således at Rosengårdcentret kan vedblive med at bidrage til og støtte den lokale økonomi, og dermed være med til at skabe arbejdspladser på Fyn, siger centerdirektør Carsten Lindblad.
Ændret vejføring
I forbindelse med den gennemgribende omstrukturering ændres vejføringen i centret samtidig med at lofthøjden justeres, ovenlys bliver installeret og et helt nyt designkoncept bliver introduceret.
Ud over Lilla Gade vil også de øvrige dele af butikscentret undergå modernisering. Brandingkonceptet er skræddersyet til Rosengårdcentret og inkluderer for eksempel loungeområder og specialdesignede tapeter til hele centret med motiver inspireret af H.C. Andersens eventyr.
Store Torv bliver til Rosengården", og vil fremtidig være centrets centrale plads og mødested, og nye tiltag giver kunderne en fornemmelse af at befinde sig på en rigtig markedsplads.
De nuværende store søjler omdannes til store træ-lignende figurer, hvis grene breder sig ud under loftet. Desuden vil træer og træbænke tilføre et naturligt udtryk, hvilke vil blive opstillet på pladsen for at skabe flere hvilepladser til kunderne.
Kunders ønske
Introduktionen af den nye Lilla Gade er en reaktion på kundernes ønske om flere internationale modekæder i centret.
- Vi har allerede lavet lejeaftaler for flere af de nye lejemål, og vi holder fortsat øjnene åbne for nye og spændende koncepter og mærker, siger Christian Wulff, som er ansvarlig for udlejning i Rosengårdcentret.
ECE European Prime Shopping Centre Fund - ECE Fonden - trådte ind på det danske marked med opkøbet af Rosengårdcentret og solgte efterfølgende en andel på 25 procent til ATP Ejendomme i november 2013. Hensigten var at investere i ombygning, renovering og modernisering af butikscentret.
Byggetilladelsen hertil blev givet i december 2013 og ombygningen, som er planlagt til at være færdig i marts næste år, er nu sat i gang.