23948sdkhjf

Dong skal sætte prisen på transport af Nordsø-gas ned

Dong har taget for mange penge for at sende naturgas fra Nordsøen til gasanlæg. Derfor skal prisen sættes ned.
Det koster for selskaberne at sende gas fra Nordsøen ind til den jyske vestkyst i Dong Naturgas' ledninger.

Men prisen har været for høj. Derfor pålægger Energistyrelsen nu Dong at nedsætte prisen til 5,75 øre pr. kubikmeter naturgas. Den fastsatte pris skal dække både kapacitet- og volumenbetaling, oplyser styrelsen.

Afgørelsen kommer til at omfatte aftaler, der er lavet med Maersk Energy Marketing i perioden juli 2011 til oktober 2012. Det var Maersk Energy Marketing, der tilbage i 2011 klagede over priserne i aftalerne, der blev indgået i juli 2011.

Det er ikke kun aftalen mellem Maersk og Dong, som prisnedsættelsen får betydning for:

- Afgørelsen får også indflydelse på prisniveauet i andre nuværende og fremtidige aftaler om transport af naturgas i det danske opstrømssystem, oplyser Energistyrelsen.

Allerede i oktober 2012 nåede Energistyrelsen frem til, at transportpriserne var høje i aftalerne med Maersk Energy Marketing.

Dengang blev Dong pålagt at nedsætte transportprisen fra de daværende 10 øre pr. kubikmeter til et niveau på 5-7 øre pr. kubikmeter naturgas.

Begge parter i sagen klagede over Energitilsynets afgørelse til Energiklagenævnet. Men klagenævnet var enig med tilsynet og stadfæstede afgørelsen. Dog ville nævnet have Energitilsynet til at fastsætte en specifik transportpris inden for intervallet 5-7 øre.

Og det er derfor, at Energitilsynet nu er kommet frem til, at et rimeligt niveau for transportprisen er 5,75 øre pr. kubikmeter.

De danske gasledninger består af et større rørsystem i Nordsøen. Dong Naturgas ejer størstedelen af gasledningerne i Nordsøen.

Samlet set - inklusive Dongs egen transport - blev der i 2012 transporteret 4,5 milliarder kubikmeter naturgas fra felterne i Nordsøen til Nybro.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093