23948sdkhjf

Topavanceret teknologi bag Femern

Avanceret teknologi skal skabe en effektiv og sikker forbindelse
Indmaden og strømforsyningen til den 18 km lange tunnel under Femern Bælt er omfattende og teknologitunge opgaver, der løber op i flere mia. kroner. Fire konsortier skal udarbejde bud på indmaden i form af elektriske og mekaniske installationer, og tre byder ind på transformerstationen, der skal levere strøm til tunnelen.

De konsortier, der ender med at vinde opgaverne, vil få brug for dygtige underleverandører til de komplicerede opgaver. Derfor har Femern A/S udarbejdet en vejledning til potentielle underleverandører, som ligger på www.femern.dk. I den nye vejledning kan man læse om de krav, der stilles og se, hvem man kan kontakte hos de bydende konsortier.

- Konsortiernes opgave bliver at sikre Femern A/S en samlet løsning, der gør tunnelen så effektiv og sikker som overhovedet muligt i enhver tænkelig situation. Deres grundlag vil være rammer og specifikationer, som skal hjælpe konsortierne og deres underleverandører med at levere den samlede løsning, så de kan imødekomme det fastlagte sikkerhedskoncept, siger kontraktdirektør i Femern A/S Peter Tracy.

På den elektriske og mekaniske del er opgaven en totalleverance af alt elektrisk og mekanisk udstyr samt kontrol- og overvågningsinstallationer.

- Princippet er, at vi har udviklet rammerne for opgaven. Leverandørerne skal så udfylde dem optimalt ved at tilføre deres viden, erfaring og ekspertise, så vi får en sikker tunnel med færrest mulige driftsafbrydelser, siger Peter Tracy.

Kælder til teknikken

Tunnelen sammensættes af 89 elementer, heriblandt 10 såkaldte specialelementer.

Specialelementerne er en nyskabelse, som indeholder store teknikrum, der er placeret i en særlig ’kælderetage’. Her placeres en stor del af det tekniske udstyr for at sikre høj tilgængelighed under drift og vedligehold. Tunnellens øvrige installationer vil i størst muligt omfang blive placeret i det lange teknikrum, som udgøres af galleriet mellem de to vejrør.

Kontrakten på det elektriske og mekaniske udstyr omfatter blandt andet el-distribution med nødstrømsforsyning, vandpumpesystemer, kølesystemer, brandslukningssystemer samt selve det elektroniske overvågnings- og kontrolsystem, som skal styre alt udstyret og sikre, at teknikken fungerer perfekt.

- Der er mange individuelle systemer med et utal af komplekse beregninger involveret. Det er for eksempel en kompliceret opgave at forudse præcis, hvor varmt der bliver i et specialelement, når alt udstyr er i drift. Vi regner med en kølende effekt fra den omgivende havbund, men for at maksimere sikkerheden trækker vi også rør med kølevand ind, siger Peter Tracy.

Unik transformerstation

Transformerstationen, der skal levere strøm til tunnelen, bliver også en unik opgave. Den skal både sikres mod klimaforandringer og introducere velafprøvet teknologi i Danmark.

- Transformerstationen er hjertet i projektet. Det er her fra, der skal leveres strøm til både at drive togene og til alle elektriske installationer i tunnelen i såvel bildelen som togdelen, siger Johnny Restrup-Sørensen, kontraktdirektør i Femern A/S.

Anlægget klimasikres mod oversvømmelser ved hjælp af en spunsvæg, som rammes ned i jorden og kommer til at danne et fire meter højt og vandtæt hegn rundt om transformerstationen.

Desuden sørges der for, at det store højspændingsanlæg ikke forstyrrer omgivelserne. Elektronisk ’støj’ i form af elektromagnetisk udstråling, skal håndteres så strømmen i forbipasserende tog og nærliggende boliger ikke slås ud, eller mobiltelefoner går ned. Det skal ske ved hjælp af effektelektronik, der holder de forstyrrende signaler under de tilladte grænseværdier.

Togene sluger størstedelen af strømmen, ifølge prognoserne ventes op mod 120 tog med gods og passagerer at køre gennem tunnelen hvert døgn. Og det er her, elektronikken skal hindre forstyrrelser.

Transformerstationen skal også sikre strøm til alt det tekniske udstyr i tunnelen som lys, pumper og ventilation. Det sørger en anden del af den for.

Stor effekt

Dens samlede effekt bliver på omkring 120 MW.

Det er meningen, at togene skal køre på dansk strøm gennem tunnelen og et lille stykke ind på land på Fehmarn, hvor de så glider over på det tyske el-system. Fra tysk side kan der leveres strøm midlertidigt, hvis strømmen skulle gå i tunnelen. Kontrakterne på elektriske og mekaniske installationer samt transformerstationen ventes underskrevet i 2016.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125