23948sdkhjf

Bæredygtighed skal være tilgængelig

Nu kan mindre byggerier også blive bæredygtige til en rimelig pris
Med etableringen af en ny alliance for fremme af bæredygtigt byggeri bliver bæredygtighedsmærkning nu tilgængelig for mindre byggerier helt ned til individuelle enfamiliehuse.

En ukompliceret og omkostningseffektiv tilgang til mærkning af bygninger på tre bæredygtighedsparametre skal sikre, at byggeri efter bæredygtighedsprincipper ikke længere er for de få og velbeslåede.

12 partnere er gået sammen om at introducere AktivHus-principperne i Danmark. AktivHus principperne indbefatter samlet set ni parametre inden for indeklima, energiforbrug og miljøpåvirkninger, og kan anvendes inden for både bygningsrenoveringer og nybyggeri.

Skal være på plads

AktivHus kræver at alle parametre er evalueret og i orden, inden en bygning kan betegnes som et AktivHus.

Arkitekt Brian Wendin fra Velux Danmark, som er en af de 12 partnere bag initiativet siger:

- Vi har set mange gode initiativer omkring især energiforbruget i bygninger, men bygninger skal ses som en samlet ramme for menneskers liv, og så skal man tænke bredere. Vores koncept lægger foruden energien også stor vægt på indeklimaet i bredeste forstand og så naturligvis på miljøpåvirkninger. Vi har gjort os umage for at lave konceptet så enkelt, billigt og ubureaukratisk, at det kommer inden for rækkevidde ved alle typer byggerier. Det har blandt andre Teknologisk Institut hjulpet os med.

Organisationen AktivHus Danmark bliver formelt stiftet ved en generalforsamling den 15. januar hos Dansk Byggeri. AktivHus Danmark bliver dermed den danske afdeling af den internationale ActiveHouse-organisation og skal stå for den nationale tilpasning og udbredelse af principperne i Danmark.

Skal være lettere

Direktør Michael H Nielsen fra Dansk Byggeri:

- Vi har manglet en ukompliceret og tilgængelig måde at arbejde med bæredygtighed på i byggeriet. Det får vi nu med AktivHus-konceptet, som er interessant for vores medlemmer blandt typehusproducenter og entreprenører. Derfor er vi glade for, at AktivHus Danmark har valgt at lægge sit sekretariat hos os i Dansk Byggeri, hvor vi kan sikre forbindelsen til de virksomheder, som i det daglige skal arbejde med fremme af bæredygtighed i byggeriet gennem AktivHus.

AktivHus Danmark henvender sig til alle led i byggeriets værdikæde lige fra bygherrer over rådgivere til udførende virksomheder og materialeproducenter, som alle kan være medlem og få adgang til konceptet og efteruddannelsen bag.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112