Anlægsnyt
NEDRIVNING REERSØ: Postgården på Strandvejen i Reersø, som har været et markant bygningsværk på stedet siden 1870, skal rives ned.
Nedrivningen betyder, at der vil kunne udstykkes fire-fem grunde på det godt 5.700 kvm store areal, der hører til Postgaarden.
Formanden for teknik- og miljøudvalget i Kalundborg Kommune, Svend Erik Autzen siger til dagbladet Nordvestnyt, at nedrivningen forventes gennemført i det tidlige forår. Der holdes snart licitation over nedrivningen.
REGION SYDDANMARK
CYKELSTI MUNKEBO: Miljø- og Kulturforvaltningen i Kerteminde Kommune har fremsendt en sag om cykelsti til Miljø- og Teknikudvalget til fornyet drøftelse af udformning af anlægsprojektet, og sagen er på udvalgets dagsorden den 13. januar.
Det drejer sig om en cykelsti, der skal anlægges langs centervej, og grunden til, at udformningen skal drøftes igen, er, at styregruppen for Munkebo Bypark er fremkommet med et ønske om og anbefaling af, at man vælger at anlægge enkeltrettede cykelstier og fortov i hver side af Bycentervej i stedet for en dobbeltrettet cykelsti.
En ændring af projektet kræver Vejdirektoratet godkendelse.
Anlægget forventes fortsat at være klar til skolestart i august i år.
REGION NORDJYLLAND
PIER ØSTER HURUP: Mariagerfjord Kommune har truffet aftale med Ove Rasmussen om tilbagekøb af havnepieren i Øster Hurup Havn med henblik på at få den renoveret eller fjernet.
Udvalget for Teknik og Miljø skal drøfte den videre proces på sit møde den 12. januar. Direktøren indstiller, at udvalget beslutter at indlede dialog med havnens brugere og andre væsentlige aktører i området, inden der træffes endelig beslutning om renovering af pieren.
Havnepieren er i meget dårlig stand og dele af den undermineres som følge af udskridende materiale under den eksisterende spunsvæg ud i havnebassinet.
Forvaltningen kan pege på tre løsningsforslag, som er fjernelse af pieren til cirka 800.000 kroner, fjernelse af pieren og etablering af en træbro til cirka 1.500.000 kroner eller ny pier med stålspuns og betondæk til cirka 2.625.000 kroner.
OMFARTSVEJ AARS: Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune har omfartsvejen syd om Aars til behandling.
Udvalget skal tage stilling til administrationens indstilling om at godkende kommuneplantillæg KP09-041 for omfartsvej Syd, Ny etape 4 endeligt.