Femernprojekt giver positivt afkast
Analyse af Femern Bælt-projektet viser, at den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland har en forrentning på 5,0 procent for Europas vedkommende
En ny samfundsøkonomisk analyse foretaget af konsulentfirmaet Incentive for Transportministeriet viser, at tunnelen og de store investeringer i veje og baner i Danmark og Tyskland giver et positivt afkast for Europa på 5,0 procent eller hvad der svarer til en nettogevinst på 26 mia. kroner.
Ser man på effekten alene for Danmark, bliver afkastet 5,4 procent, svarende til 28 mia. kroner.
Dermed ligger projektet over de fire procent, som er grænsen for, hvornår samfundet bliver rigere af de investeringer, det foretager.
Sparet rejsetid
Ifølge Transportministeriet skyldes det gode resultat primært de markante rejsetidsbesparelser for vej- og jernbanetrafikken som Femern-projektet skaber.
Dertil kommer også en gevinst fra den fleksibilitet, som biler, busser, lastbiler og togpassagerer får, når den faste forbindelse står færdig.
Projektet reducerer samtidig transportens påvirkning på miljøet og klimaet. Det skyldes blandt andet, at et stort antal godstog, som i dag må køre via Storebælt, sparer 160 km ved at køre via Femern Bælt. Det giver ligeledes en gevinst for samfundet.
- Nu ser vi endnu en rapport lavet af eksterne eksperter, som viser, at Femern Bælt-projektet er et sundt og robust projekt, som vil gavne Danmark og Europa. Det sætter en tyk streg under, at det eneste rigtige at gøre er at få vedtaget loven for projektet, så vi kan få de store maskiner i gang og gøre projektet til virkelighed. Samlet set foreligger der et meget grundigt og gennemarbejdet grundlag omkring Femern Bælt-projektet, når jeg til februar næste år fremlægger anlægsloven for Folketinget, siger transportminister Magnus Heunicke (S)
Analysen er lavet ved en systematisk vurdering af projektets fordele og ulemper for Danmark og Europa, målt over en periode på 50 år.