23948sdkhjf

Håndværket er tilbage

Der er absolut ingen grund til at skamme sig over at være håndværker. Tværtimod.

Modsat hvad der har været trenden i en årrække, hvor det var på højeste mode, at alle skulle have en studenterhue og en cand. -et-eller-andet eksamen, så er håndværket på vej tilbage som en agtværdig uddannelse, man godt kan være stolt af.

Det skyldes en ihærdig indsats fra håndværket selv, nemlig både arbejdsgivere, arbejdstagere og uddannelsesinstitutioner, der sammen med en politisk indsats er ved at få vendt håndværksfagenes dårlige image - eller snarere et opreklameret image af de højere uddannelser, til et mere realistisk billede.

Der er selvfølgelig ikke noget galt i at tage en højere uddannelse, men der er i lige så høj grad grund til at være stolt over et spændende håndværksfag.

Og det er netop også beskeden i afviklingen af Skills, som netop foregår i disse dage i Bella Center i København. Arrangementet har efterhånden nået en størrelse, der gør, at man er nødt til at finde de store lokationer frem for at få plads til afviklingen af de mange konkurrencer.

Det er først nu politikerne erkender, at ikke alle kan have en videregående uddannelse og så oven i købet forvente beskæftigelse efter endt uddannelse.

Der er hårdt brug for nye håndværkere, og det gælder ikke kun i byggefagene, men hele vejen rundt i samfundet.

Men der påhviler også politikerne et andet ansvar, nemlig at sørge for at samfundet har den efterspørgsel på arbejdskraft, der er nødvendig for at holde noget, der ligner fuld beskæftigelse. Vi kan ikke forsørge hinanden ved at ansætte hinanden i offentlige stillinger, men politikerne kan give de rigtige rammer for vækst, så der kan komme gang i virksomhederne. Her gælder det også rammerne for at få væksten finansieret. Dette ansvar deles med bankerne som i øjeblikket agerer stopklods for den vækst, vi står og mangler.

Væksten i Danmark står og falder med det private erhvervsliv. Sådan er det, og sådan skal det også være.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094