23948sdkhjf

Nominerede til Arne-priser er klar

De nominerede til den attraktive arkitektpris Årets Arne favner både renovering, ombygning, klima og byrum
Arkitektforeningens lokalafdeling i København har igen i år nomineret en række markante arkitektoniske projekter til arkitektprisen Årets Arne.

30. januar udløses spændingen ved foreningens nytårskur, og prisen er traditionen tro meget populær, fordi vinderne af Store Arne og Lille Arne, der er opkaldt efter arkitekt og designer Arne Jacobsen, kåres af fagfæller.

En af de nominerede til den store pris er Cykelslangen, der bogstaveligt talt løfter et ellers noget trist og rodet byrum på bagsiden af Hotel Copenhagen og Fisketorvet.

- Ved det enkle greb at hæve en cykelsti 6-7 meter op i luften og farve den orange, formår Dissing +Weitling Architecture at give identitet til et ellers arkitektonisk usammenhængende sted og samtidig forandre oplevelsen til noget langt mere interessant og sanseligt. Cyklisterne får mulighed for at opleve verden fra en helt anden vinkel, hvor besvær bliver erstattet af køreglæde og god havneudsigt, lyder det blandt andet fra nomineringsudvalget.

Cykelslangen er elegant udført i stål med et slank og stærkt udtryk. Den orangefarvede kørebane giver et klart visuelt forløb for cyklisten. Selv om natten et det et trygt sted at færdes, som oplyses af håndlistens indbyggede LED-lys, der understreger slangeforløbet, som et lysende visuelt element.

Nænsom renovering

Også Valencia, en af de få tilbageværende oprindelige bygninger fra den tidlige udbygning af Vesterbro, er nomineret til Arne-prisen.

Bygningen var i over 100 år rammen omkring et af Danmarks mest populære forlystelsessteder. Nu er den genåbnet som kursus- og mødecenter.

Dorte Mandrup arkitekter har stået for den både nænsomme og radikale renovering. Tegnestuen har på fornemste vis bevaret fornemmelsen af den gamle arkitektur, og tilført skarpe kontraster i form af nye rumligheder, materialer og farvesætning for på den måde at revitalisere bygningen, skriver arkitektforeningen.dk.

Attraktive landskaber

Skybrudsparken ved Skolesvinget i Gladsaxe er endnu et bud på prisen.

Projektet er designet af Bisgaard Landskabsarkitekter og skaber "på eksemplarisk vis arkitektoniske rammer, som klimaforandringerne bringer med sig.

"Parken sikrer både Gladsaxe mod de stadigt mere ekstreme vejrforhold, og bidrager samtidig med at skabe inspirerende og attraktivt landskabsrum", lyder det fra nomineringsudvalget.

Projektet håndterer samlet set overfladevand fra 142 hektar af Gladsaxe Kommune. Det gøres via et antal opstuvningsbassiner, som skal forsinke vandet fra et højreliggende område. Bassinerne er tematisk opdelt og udformet som selvstændige vandmotiver. Som en kunstig bæk eller flodleje gennemløber vandet forskelige variationer i tempo og udstrækning.

Endelig er By & Havn nomineret for den såkaldte programmering af Papirøen.

For at afsøge stedets potentiale er bygningerne på øen lejet ud frem til 31. december 2017.

Hallerne til papirlageret er bygget i i 1958 og er i dag en del af bygningsarven i Havnen. Københavns Kommune og By og Havn ønsker at bevare nogle af hallerne, som så vil indgå i planerne for den nye Papirø, som blandt andet skal rumme boliger og erhverv.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094