Positiv udvikling
At ingeniørerne har travlt, kan sagtens få en positivt afsmittende effekt på andre fag i byggesektoren, og det kan man jo kun glæde sig over, efter at vi nu i en årrække har været plaget af decideret dårlige tider.
Når lønnen stiger lidt, hænger det som flere kilder fortæller i Licitationen i dag, også sammen med kompetenceløft som retfærdiggør lidt mere i posen. Men selv om der er en afsmittende effekt til for eksempel bygningskonstruktørerne, så er der ingen grund til at tro, at træerne vokser ind i himlen.
Det er trods alt et mindre og ret snævert felt, der nu nyder godt af fuld beskæftigelse, og det skyldes blandt andet, at der lige nu er mange store og komplicerede offentligt finansierede bygge- og anlægsprojekter i gang i landet. Det lægger et vis pres på den regnekraft der er til rådighed.
Der er nok måske også grund til at lægge vægt på, at der ikke er tale om en decideret lønfest. Og sådan skal det helst heller ikke udvikle sig, for det er mere end vigtigt at konkurrenceevnen bevares. Der er i forvejen en masse elementer der gør en dansk ingeniør dyr, og derfor er det vigtigt at både de administrative byrder, der ligger på ingeniørarbejdet, og lønniveauet holdes i ave, så det ikke går ud over den konkurrenceevne, der hersker i øjeblikket. En række af de større ingeniørfirmaer arbejder således også i udlandet, og her mærkes den direkte, internationale konkurrence hele tiden, og der skal ikke meget til, før det vipper den ene eller den anden vej.
Så en regulær lønfest vil kunne afstedkomme væsentligt mindre arbejde, men derfor er det ikke unaturligt, at fuld beskæftigelse også sætter sit præg på lønudviklingen.
Stabilitet og en jævn udvikling er langt at foretrække for at holde beskæftigelsesniveauet oppe.