Minister i samråd om arbejdsklausuler
Dansk Folkeparti kalder beskæftigelsesministeren i samråd om arbejdsklausuler
Her skal ministeren blandt andet redegøre for, om det er muligt at forpligte private bygherrer til i større byggerier at anvende arbejdsklausuler og herunder redegøre for, hvorvidt det i givet fald kan gøres.
Ministeren skal desuden redegøre for indholdet af cirkulæret om arbejdsklausuler fra 1. juli 2014 og, om det er muligt at udvide cirkulæret til at forpligte kommuner og regioner til at bruge arbejdsklausuler.
Bent Bøgsted håber, at han på samrådet vil få en grundig gennemgang af den aftale, som regeringen indgik i julen med blandt andet Enhedslisten.
- Vi vil gerne have afklaret, hvor meget den aftale dækker, og hvad den er værd. Jeg forventer derfor, at ministeren vil gå i dybden med aftalens indhold. Vi ønsker at begrænse kædeansvar, men vil først have en redegørelse for, hvor meget der ligger i den her aftale, siger Bent Bøgsted.
Samrådet er åbent for alle og afholdes torsdag den 5. februar 2015 på Christiansborg.