Anlægsnyt
NEDRIVNING LEJRE: Søpavillonen i Hvalsø, der tidligere rummede en børnehave, skal som ventet rives ned, skriver Dagbladet Roskilde.
Lejre Kommunalbestyrelse har besluttet at frigive 300.000 kroner til formålet.
REGION SYDDANMARK
TRAFIK KERTEMINDE: Miljø- og Kulturforvaltningen i Kerteminde Kommmune har foretaget den årlige opdatering af de forslag til trafiksikkerhedsprojekter, som er med i Kommunens trafiksikkerhedsplan og har udarbejdet en oversigt over indkomne borgerønsker og henvendelser.
I Trafiksikkerhedsprioritering 2015 anbefaler Miljø- og Kulturforvaltningen gennemførelse af to projekter, som vil give de bløde trafikanter forbedrede forhold, når de skal krydse vejene, og som begge er skoleveje. De to projekter er etablering af helleanlæg for krydsning af Lindøalleen og helleanlæg samt hævet flade ved kryds Mosevangen til en anslået udgift på 600.000 kroner og forbedring af krydset Hans Schacksvej/Skolegade til en anslået udgift på 300.000 kroner.
Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til anbefalingen på sit møde i morgen 13. januar.
REGION MIDTJYLLAND
VINDMØLLER SILKEBORG: Silkeborg Kommune er blevet bedt om at give tilladelse til opstilling af tre vindmøller ved Marsvinslund, og der er i den forbindelse gennemført en debatperiode, der nu er afsluttet. Området er ikke i udlagt som vindmølleområde i kommuneplanen, og der skal derfor udarbejdes kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderinger, hvorefter der gennemføres endnu en offentlighedsperiode.
Teknik- og Miljøchefen indstiller til Plan-, Miljø- og Klimaudvalget, der holder møde i dag, at planlægningsarbejdet fortsætter med udarbejdelse af forslag til kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderinger.
REGION NORDJYLLAND
TILGÆNGELIGHED HOBRO: Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune holder møde den 12. januar, og her er blandt andet tilgængelighed til tunnel ved Brogade i Hobro på dagsordenen.
Direktøren indstiller, at Udvalget beslutter at sætte et foreslået projekt til 130.000 kroner i værk. Forslaget omfatter en todelt op-/nedgang, hvor den ene del bliver en rampe og den anden del en trappe, som indrettes med hensigtsmæssige trin. Desuden omfatter det en sænkning af fortovet ud for tunnelen og en forlængelse af en eksisterende rampe overfor tunnelen.