23948sdkhjf

Havn udvider med 23.000 kvm

Kalundborg Havn har købt 23.000 kvm stort areal af Dong Energy
Kalundborg Havn og samarbejdspartneren Schultz Shipping har netop købt et 23.000 kvm stort Dong-areal lige vest for selve Asnæsværket og øst for kraftværkets park, som igen ligger lige op ad arealet, som er godkendt til Ny Vesthavn-projektet på Asnæs.

Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Arealet med fem pakhuse og en værkstedsbygning er både til brug her og nu og en investering i fremtidig, havnerelateret udvikling.

Køberen er et nyt selskab, Kalundborg Asnæs Terminal (KAT), og bag det står Kalundborg Havn i en 50-50 joint venture med Schultz Shipping.

De samme partnere har i de senere år udviklet selskabet Kalundborg Tank Terminal (KTT) markant. I øjeblikket er de to seneste KTT-tanke ved at blive færdiggjort til Haldor Topsøe.

- Kalundborg Havn er næsten 100 procent booket op og har brug for plads, fortæller Kalundborgs havnedirektør Bent Rasmussen til Nordvestnyt, mens Simon Rodian Christensen og Gustav Jacobsen fra Schultz-gruppen tilføjer, at der er brug for mere pakhusplads - helt præcist 4.300 kvm på Dong-grunden - som supplement til de cirka 30.000 kvm under tag, som selskabet i forvejen råder over lokalt.

- Vi har allerede taget pakhusene i brug til blandt andet træpiller og diverse fra containere, fortæller Simon Rodian Christensen, som er fra Copenhagen Merchants, der er medejer af Schultz Shipping.

- Arealet er også back up til den lokale containerterminal, nævner havnedirektøren.

Og direktør Gustav Jacobsen fra Schultz Shipping i Kalundborg fortæller, at man vil strippe - tømme og pakke - containere på arealet.

Investeringen i ny havne-infrastruktur og -areal på DONG-­arealet på Asnæs skyldes tro på havnens fortsatte udviklingsmuligheder:

- Vi ser lyst på fremtiden, lyder det fra havnens bestyrelsesformand Jacob Beck Jensen (V).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081