Utzonpris til kreativ beton-arkitekt
Arkitekt Klaus Toustrup får Utzon-statuetten for en kreativ og nyskabende indsats i dansk arkitektur. Sammen med sine kollegaer hos C.F. Møller modtager han desuden Betonelement-Prisen 2015 for ungdomsboligerne Henius House i Aalborg
Nu modtager Klaus Toustrup, arkitekt og partner i C.F. Møller, både den prestigefyldte arkitekturpris Betonelement-Prisen og Utzon-statuetten - betonbranchens Oscar.
Klaus Toustrup får Utzon-prisen for sit exceptionelle talent for at bygge med beton ligesom mesteren og forbilledet Jørn Utzon.
Da han fik nyheden, befandt han sig i Australien og havde for første gang været inde i Utzons berømte Operahus.
- Det er jo helt specielt at få nyheden nu, hvor jeg står i Australien og lige har set, hvordan Utzon på fantastisk vis udnyttede betonens muligheder for at bygge enkelt og rationelt og så skabte noget smukt og unikt ovenpå, siger Klaus Toustrup i en pressemeddelelse fra Dansk Beton.
Utzon blev skelsættende
I 90erne, da Klaus Toustrup skulle finde ud af, hvad han ville bruge sit liv til, faldt han ind i en udstilling på arkitektskolen i Aarhus om Utzons byggerier og tanker om arkitektur.
- Her mødte jeg Utzons filosofi med det additive, at udnytte gentagelsen, at tænke tingene ind i en rationel bane og så tilsammen skabe noget unikt og forfinet så oplevelsen ikke er, at det bare er simpelt og billigt. Det er Sydneyoperaen et fantastisk eksempel på. Det fascinerer mig stadig, siger Klaus Toustrup.
Den østjyske teenageknægt besluttede sig for at blive arkitekt. Og at det var en god ide, er juryen bag Utzon-statuetten helt enig i:
- Betonbyggeri bør have kunstneriske kvaliteter men skal samtidig forene helt grundlæggende forhold som statik, mørteltyper og økonomi. At det kan lykkes på allerflotteste vis er både Klaus Toustrup og Henius House de måske bedste eksempler på herhjemme i disse år, siger juryformand Kent Martinussen, adm. direktør i Dansk Arkitektur Center.
Rå industriarkitektur
Henius House er 240 ungdomsboliger og 45 familieboliger på den tidligere industrigrund Eternitten i Aalborg opkaldt efter Isidor Henius der i 1896 ejede grunden. Boligerne er inspireret af Dansk Eternitfabriks oprindelige rå industriarkitektur på grunden.
Opera til fælles
Klaus Toustrup har indtil videre, sammen med kollegerne, stået bag byggerier som operahuset i Kristiansund i Norge, Odeon Musik- Og Teaterhus i Odense og udvidelsen af Musikhuset i Aarhus. Alle byggerier, hvor betonelementer ligesom i Sydney har været afgørende også for lyden af musik og operasang.
- Vi er jo ikke vant til, at betonen får lov til at stå frem i sin rå form i de fineste sale, hvor musikken skal nydes. Men betonen har fantastiske akustiske egenskaber, vi kan modellere den og sende lyden i alle retninger. Samtidig kan vi imødekomme, at økonomien ikke er uendelig fuldstændig som Utzon måtte det i Sydney, siger Klaus Toustrup, som modtager prisen på Bæredygtig Beton Konferencen i København 10. marts 2015.