23948sdkhjf

FLSmidth sælger Cembrit for over en milliard kroner

Det tidligere Dansk Eternit er solgt til Solix-Koncernen. Dermed slutter FLSmidths frasalg af byggematerialeselskaber
Den danske cement- og ingeniørkoncern FLSmidth har solgt alle aktier i datterselskabet Cembrit Holding A/S til et konsortium med investeringsselskabet Solix AB i front.

Salget af aktierne i Cembrit Holding, der er en de førende distributører og producenter af fibercementprodukter i Europa, indbringer FLSmidth 1,1 mia. kroner.

Køberen er et konsortium af investorer anført af Solix AB-koncernen, og hensigten er at fastholde og videreudvikle Cembrit som den førende distributør og producent af fibercementprodukter i Europa.

Frasalg er afsluttet

Cembrit, der indtil 2008 hed Dansk Eternit, har været en del af FLSmidth-koncernen siden 1927, og salget af Cembrit afslutter FLSmidths frasalg af byggematerialeselskaber. En proces der startede for 10 år siden med frasalget af cementproducenten Aalborg Portland og betonproducenten Unicon.

Cembrit-salgsprocessen blev igangsat i august 2012, men blev midlertidigt standset i august 2013, da det på daværende tidspunkt ikke var muligt at finde den rette nye ejer af Cembrit.

Det blev besluttet at udsætte salgsprocessen i tre til fire år, i løbet af hvilken periode en ny bestyrelse, nye salgsinitiativer og produktivitetsforbedringer ville blive igangsat, en proces der for øjeblikket er godt på vej.

For nylig blev FLSmidth dog kontaktet af Solix koncernen, der præsenterede et attraktivt uopfordret tilbud, der førte til aftalen, der er blevet underskrevet mandag.

-Det er min faste overbevisning, at vi på alle parametre er kommet frem til en tilfredsstillende aftale ved at sælge Cembrit til en ny ejer, der ønsker at videreudvikle og udvide forretningen til fordel for både medarbejdere og kunder, siger koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen fra FLSmidth i en pressemeddelelse.

Dansk-svensk selskab

Solix er et dansk-svensk investeringsselskab, der primært investerer i danske og svenske virksomheder med en omsætning fra 500 mio. kroner og opefter. Omsætningen i Cembrit forventes ifølge FLSmidth at lande på 1,5 mia. kroner i 2014.

Salget af Cembrit forventes endeligt afsluttet i løbet af første kvartal 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094