Udviklingsområde skifter formand
Henrik Heideby afløser Flemming Borreskov som ny bestyrelsesformand i Carlsberg Byen, der bliver den nye bydel i København
Henrik Heideby var fra 2001 og til udgangen af 2014 koncernchef i PFA, og er i dag bestyrelsesformand for den børsnoterede tøjvirksomhed IC Group A/S samt formand for finanskoncernen FIH Holding A/S og næstformand i FIH Erhvervsbank A/S.
Han afløser som bestyrelsesformand i Carlsberg Byen Flemming Borreskov, der har været formand siden selskabet blev etableret i 2012.
Flemming Borreskov, som er tidligere adm. direktør i Realdania, har meddelt ejerkredsen bag Carlsberg Byen, at han ønsker at træde tilbage fra posten som bestyrelsesformand og finder, det er det rigtige tidspunkt at give stafetten videre til en ny formand.
- Det har været et privilegium at bestride formandsposten siden etableringen. Carlsberg Byen går nu ind i en ny fase med fokus på eksekvering, og jeg finder tidspunktet er optimalt for at lade andre kræfter komme til, siger Flemming Borreskov i en pressemeddelelse.
Historiske rødder
Henrik Heideby glæder sig til arbejdet i Carlsberg Byens bestyrelse i de kommende år, hvor projektselskabet står bag udbygning og restaurering af det historiske område.
- Dette udviklingsprojekt er et af de mest spændende i København og med mange historiske rødder. Sammen med den stærke og kompetente daglige ledelse ser jeg og den øvrige bestyrelse frem til den videre udvikling af Carlsberg Byen, siger Henrik Heideby.
Fuldt udviklet vil bydelen være på knap 600.000 etagemeter, der forventes fordelt med cirka 45 procent til boliger, godt 45 procent til butikker og erhverv og cirka 10 procent til kultur, idræt og institutioner.
Udviklingsselskabet Carlsberg Byen P/S ejes af Carlsberg, Realdania, PFA Pension, PenSam og Topdanmark.