23948sdkhjf

Trods forsinkelser: Ny metro når til København H

Knap en tredjedel af den nye metrolinje Cityringen, der skal stå klar i juli 2019, er nu boret ud.
En 100 meter lang og 700 ton tung boremaskine, der får almindelige gør-det-selv-boremaskiner til at blegne, bryder torsdag ind til Københavns Hovedbanegård.

Det markerer en milepæl i det cirka 23,5 milliarder kroner dyre og til tider omdiskuterede metrobyggeri, der skal ende ud i en ny metrolinje i København, kaldet Cityringen.

Med hullet ind til Københavns Hovedbanegård er knap en tredjedel af udgravningen nået i mål.

Der går dog stadigvæk fire et halvt år, før pendlere, turister og besøgende i landets hovedstad kan suse rundt i byen i den nye metro, som skal supplere den eksisterende metrolinje, der blev indviet tilbage i 2002.

Under jorden har den 100 ton tunge tunnelboremaskine, der hedder Minerva, siden sommer kørt i døgndrift på vejen ind mod Hovedbanegården. Den borer på gode dage knap 30 meter.

- Det samlede projekt svarer faktisk til, at man skal anlægge en storebæltsbro under København. Det glemmer man lidt nogle gange, siger Erik Skotting, teknisk direktør i Metroselskabet.

Byggeriet af den nye metrolinje har dog langt fra været uden bump. I byggefasen har klager fra utilfredse naboer, der blev generet af larm fra byggepladserne, forsinket byggeriet.

Det fik sidste vinter et bredt politisk flertal på Christiansborg til at vedtage en såkaldt nabopakke. Pakken betyder, at særligt udsatte naboer kan blive genhuset eller få økonomisk kompensation.

Derudover har der været sager om underbetaling af udenlandske arbejdere.

Desuden udtalte Folketingets statsrevisorer i juni 2014 kritik af Metroselskabet og dets ejere for dårlig styring af projektet, fordi byggeriet er blevet forsinket og dyrere end beregnet.

I august sidste år meddelte Metroselskabet, at Cityringen blev forsinket med omkring syv måneder og først står klar i juli 2019.

Forsinkelsen betyder samtidig, at byggeriet bliver 1,2 milliarder kroner dyrere end oprindeligt beregnet.

Erik Skotting fortæller forud for gennembruddet ind til metrostationen Københavns Hovedbanegård, at arbejdet "skrider planmæssigt frem, og man følger tidsplanen".

Når Cityringen efter planen står færdig i 2019, vil det være med 17 metrostationer og 31 kilometer tunnel.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141