23948sdkhjf

Entreprenør vinder på nyt område

To års målrettet satsning på renovering af andels- og ejerboligforeninger giver pote for Enemærke & Petersen
Entreprenørfirmaet Enemærke & Petersen leverer efter planen, når det gælder "E&P andels-ejer", der blev søsat som et selvstændigt forretningsområde i februar 2013. Målet var en omsætning på 100 mio. kroner samt 70-80 medarbejdere i løbet af tre år, og det er allerede nu indfriet, skriver Building Supply.

- Vi når at omsætte for over 100 mio. kroner i 2014, mens vi beskæftiger omkring 60 håndværkere samt 10 funktionærer, siger markedsdirektør Søren Faebo Larsen til Building Supply.

I øjenhøjde

E&P andels-ejer fokuserer på renovering af andels- og ejerforeninger. Søren Faebo Larsen erkender, at det er et forretningsområde, som E&P i flere år har forsømt, selv om det egentlig var den metier, entreprenørvirksomheden blev grundlagt på i 1975, hvor Gunnar Enemærke & Jørgen Petersen især havde fokus på helhedsorienterede tagrenoveringer.

- Vi er vendt tilbage til rødderne forstået på den måde, at vi igen skal være i øjenhøjde med andels- og ejerforeningerne. Det sker for eksempel ved, at vi deltager på deres bestyrelsesmøder og i det hele taget prøvet at skabe en mere personlig kontakt, fortæller Søren Faebo Larsen, som af samme grund søger efter en såkaldt relations- og forretningsudviklingschef til det nyudviklede forretningsområde.

Foretrukne partner

Han skal være med til at sælge idéen om, at E&P er den foretrukne samarbejdspartner for andels- og ejerforeningerne ved at fokusere på meget mere end bare prisen.

- Det kræver noget andet end bare at sende et tilbud. Vi skal sørge for, at indpakningen er mere markeds- og kundeorienteret, så vi tager hånd om alt helt ned til detaljerne med, at vi informerer beboerne om, at "nu kommer vi altså til at larme lidt", forklarer Søren Faebo Larsen,

Søren Faebo Larsen forventer, at E&P kan sætte navn på den ny relations- og forretningsudviklingschef for E&P andels-ejer 1. marts i år. Og han eller hun kommer til at arbejde ud fra et sigtbart mål.

- Vi tror på, at vi kan nå en omsætning på 250 mio. kroner i løbet af de næste tre år, så det er helt klart ambitionen, siger Søren Faebo Larsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094