Konkurrence giver fokus
En af dem er, at det er en sulten sektor, der igennem lang tid har haft alt for lidt at lave, og nu gerne vil have fat i nogle opgaver for at få lidt mere gang i maskinerne. En anden grund er, at der fortsat er mange aktører i segmentet, og at der derfor kæmpes hårdt om opgaverne.
En tredje forklaring er, at der er kommet nogle udenlandske aktører ind på markedet, som skærper kampen om arbejdet.
Alt andet lige så er konkurrence sundt. Det er sundt, så længe der stadig er mulighed for at levere et godt produkt, og så komme helskindet derfra, og helst også med lidt til bundlinjen i virksomheden. Det er nemlig med til at skærpe fokus i virksomheden på det, det reelt handler om, nemlig at levere et godt projekt i en forsvarlig kvalitet, og med en fornuftig efterkalkulation.
Der er dog en grænse, som for hverken virksomhed eller bygherre er sund at overskride. Den finder man, når der er aktører, som vælger projekter fra, fordi man ikke mener sig i stand til at konkurrere, eller fordi udbudsmaterialet ikke er gennemarbejdet nok, eller der er for mange faldgruber i udbuddet, som man ikke kan overskue konsekvensen af.
Konkurrencen må heller ikke blive så hård, at virksomhederne kan fristes til at indgå aftalekonstellationer, som måske uforvarende kan være lidt på kanten af det tilladte.
Derfor kræver det sit af bygherren. Han skal på den ene side sikre et fornuftigt konkurrenceklima, hvor der plads til både pris- og kvalitetsmæssig konkurrence, og på den anden side skal han sørge for at få sig et billigt og godt projekt.
Et lavt prisniveau kan naturligvis tolkes som hård konkurrence, men der er andre faktorer, der giver sig udslag i gode priser.
Det er for eksempel tidlig involvering af entreprenørerne, længerevarende aftaler med videre, som alt sammen gør, at entreprenøren bedre kan tilrettelægge sit arbejde effektivt, og tilmed tjene penge på projektet, selvom priserne er gode for kunden.