23948sdkhjf

Anlægsgartnere vil se på udfordringer

Danske Anlægsgartnere er bekendte med branchens udfordringer med virksomhedsoverdragelse og arbejder for øjeblikket på et branchenotat, der skal være med til at åbne for debat om mulige ændringer på området
For at komme udfordringer ved virksomhedsoverdragelse til livs har Danske Anlægsgartnere siden oktober 2014 arbejdet på et udkast til en branchestandard på området.

Udkastet indeholder forslag til, hvilke informationer, der altid bør oplyses, når virksomhedsoverdragelse er på tale.

Notatet er kommet til efter udvekslinger med flere forskellige medlemsvirksomheder, der - udover LK Gruppen, som var på banen i Licitationen - Byggeriets Dagblad i tirsdags - har oplevet udfordringer - især med manglende information om de medarbejdere, der overtages, påpeger Michael Petersen, direktør i Danske Anlægsgartnere.

- Jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er LK Gruppen, der oplever udfordringer med virksomhedsoverdragelse. Der er flere af vores medlemmer, som byder på offentlige udbud, der har oplevet problemer. Flere af dem har vi været i kontakt med, og vi arbejder videre med problemstillingen herindefra, siger han.

Ikke færdiggjort

Udkastet til branchestandarden skal forbi flere af de virksomheder, der har bidraget til det, inden Danske Anlægsgartnere vil tage det med på dagsordenen i Den Grønne Tænketank, hvor målet er at få skabt en positiv debat om emnet med de offentlige aktører på det grønne område.

- Vi skal kigge på, om det er de rigtige krav, der er i dag. Vi må jo konstatere, at når vi snakker med vores medlemmer, så oplever de problemer, og det tegner jo et billede af, at der er punkter, der kan forbedres, siger Michael Petersen.

At notatet netop tages med til Den Grønne Tænketank hænger sammen med, at der allerede i dag foregår et godt samarbejde der, fremhæver Michael Petersen.

- Det er kun i et samarbejde, at man kan opnå så god en kvalitet i det her, at man kan undgå problemer, siger han og understreger, at der allerede i dag er kommuner, der er skarpe på området, men at informationerne fra medlemmerne understreger, at det ikke er gældende alle steder.

KL vil gerne tage debatten

Fra Kommunernes Landsforening (KL) lyder meldingen, at man ikke ser virksomhedsoverdragelse som et generelt problemområde.

Men Inge Buhl, konsulent i KL’s juridiske kontor nikker genkendende til, at virksomhedsoverdragelsesloven kan være svær at danse med.

Det kan for eksempel være svært at finde frem til, hvornår den gælder, og hvilke medarbejdere, der skal virksomhedsoverdrages.

Hun fremhæver, at man fra KL’s side er helt enig i, at oplysningerne om de medarbejdere, der skal overdrages, skal være så fyldestgørende som muligt.

- Det kan vi kun være enige i. Og det er også mit indtryk, at kommunerne er ret omhyggelige med det, men jeg kan selvfølgelig ikke sige, at der ikke kan ske smuttere, og at det derfor kan være fornuftigt med en drøftelse, siger hun og fortsætter:

- Hvis vi får en henvendelse fra Danske Anlægsgartnere, så tager vi også gerne en snak med dem.

"Vi skal kigge på, om det er de rigtige krav, der er i dag. Vi må jo konstatere, at når vi snakker med vores medlemmer, så oplever de problemer, og det tegner jo et billede af, at der er punkter, der kan forbedres."

Michael Petersen, direktør i Danske Anlægsgartnere

"Hvis vi får en henvendelse fra Danske Anlægsgartnere, så tager vi også gerne en snak med dem."

Inge Buhl, konsulent i KL’s juridiske kontor

Her vil en branchestandard hjælpe

Michael Petersen påpeger, at en branchestandard for eksempel kan være med til at forhindre, at virksomheder brænder inde med medarbejdere, som de troede skulle virksomhedsoverdrages ved genudbud, da retningslinjerne i branchestandarden ville være tydelige på området.

Her kommer Inge Buhl ind på, at der er nogle begrænsninger i kommunalfuldmagtsreglerne, der blandt andet gør, at kommunerne ikke på forhånd kan oplyse, om virksomhedsoverdragelse kommer på tale ved genudbud, og at hun ikke tror på, at det bliver ændret.

Af den grund opfordrer hun i stedet virksomhederne til at tage teten og kontakte kommunerne i god tid, så de inden aftalernes udløb kan finde ud af, om virksomhedsoverdragelse kommer på tale.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125