Egon havde ingen plan
Danskerne har nemlig været langt bedre forberedt denne gang, og det gælder både selve vindstyrkerne, men også det højvande, der sætter ind under og efter stormen. Selvfølgelig er der travlhed ved pumperne rundt omkring, og flere havne har fået mindre skader. Et par mure er væltet, og der er selvfølgelig noget ekstraarbejde i at udbedre disse ting.
Men det er ikke fordi, der ikke er brug for den øgede aktivitet. Bortfaldet af Boligjobordningen straffes nu, da en lang række virksomheder, som ellers havde ansat flere til at udføre arbejdet under ordningen, nu må tage afsked med dem igen. Så reelt set, så går beskæftigelsen ned.
For den grønne sektors vedkommende er den milde vinter heller ikke af det gode, for manglende opgaver har i de forgangne år været tilgodeset af nogle rigtige vintre, der kunne holde maskinerne i gang med snerydning i vinterperioden. Til gengæld er vejret så mildt, at man sagtens kan udskifte vinduer og døre og lave andre reparationer og udbedringer som efterisolering med videre. Men nu er der ingen Boligjobordning at gøre godt med, så aktivitetsniveauet må forventes at gå lidt ned igen.
Vejret er også så godt, at der faktisk kan bygges på de projekter, der er i gang. Det betyder en lettere hverdag for de store sygehusbyggerier og andre projekter, der er i gang.
Det ville dog overordnet være ønskeligt, at ikke blot vores vejr holder, men at også erhvervsklimaet bliver lidt bedre. Det er det private erhvervsliv, der skal redde os helskindet igennem. Og selv om vi ikke har verdens højeste ledighed, så mangler vi stadig det skub fra det private, der for alvor kan sætte gang i den. Dette gælder måske især indenfor bygge- og anlægssektoren - og her ville en relativt billig Boligjobordning, indrettet rigtigt, kunne afhjælpe tomrummet og tilføre nogle incitamenter til at sætte noget i gang.