23948sdkhjf

Støtte til ambitiøse trafikplaner

Nordsjællandske kommuner har et stærkt ønske om at få mere fart på trafikudviklingen. Det møder forståelse hos socialdemokraternes trafikordfører. Dansk Byggeri i Nordsjælland finder en opgradering af infrastruktur yderst nødvendig
Seks nordsjællandske kommuner er gået sammen om give samfundet flere trafikforslag, som ingen bør kunne ignorere.

På et pressemøde tirsdag præsenterede borgmestrene i Frederikssund, Halsnæs, Gribskov, Hillerød, Fredensborg og Helsingør en plan, der, som Licitationen - Byggeriets Dagblad skrev i går, påpeger milliardbesparelser ved blandt andet motorvejsudvidelser, og måske også redninger af flere virksomheder, hvis medarbejdere i dag har besvær med at komme på arbejde.

Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn har fuld forståelse for borgmestrenes initiativ.

- En forbedring af kystbanen er højt på regeringens dagsorden, og alle er enige om, at det skal blive bedre. I forhold til motorvejsprojekterne må vi tage udgangspunkt i, at de projekter, der er grydeklar, prioriteres først. Vi skal foretage forbedringer i den rækkefølge, vi finder pengene, siger Rasmus Prehn til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Rasmus Prehn tilføjer, at forslaget om at udvide Hillerødmotorvejen, så blandt andet den nuværende motortrafikvej mellem Allerød og Hillerød bliver motorvej, er relevant og indeholder en høj forrentning.

- Men vi har i forvejen en historisk høj anlægsgrad og der er mange hensyn at tage. Projektet giver god mening, men vi har også et samfundsansvar for, at økonomien ikke bliver overophedet. Jeg skal dog tilføje, at jeg meget gerne ser, at dette projekt bliver fremmet, siger transportordføreren.

Skal stå sammen

Dansk Byggeri Nordsjælland roser borgmestrene for at skabe politisk lydhørhed over for trafikforbedringer på motorvejene til Frederikssund og Hillerød samt kystbanen.

- Hele Nordsjælland skal i 2015 stå sammen om at sætte fokus på behovet. Vi har vand på tre sider, og det giver særlige udfordringer for den infrastruktur, der er helt afgørende for, at de lokale virksomheder kan udvikle sig og klare sig i konkurrencen. Vi er blevet sprunget over mange gange; nu må det være vores tur, siger formanden for Dansk Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han tilføjer:

- Vi er i Nordsjælland meget tilfredse med, at udbygningen af Helsingørmotorvejen snart er afsluttet. Det giver en tiltrængt forbedring af infrastrukturen, men det er ikke nok. Derfor er jeg tilfreds med, at Helsingørs borgmester har engageret sig så stærkt i arbejdet for en ny fast forbindelse til Sverige, for jeg er ikke i tvivl om, at den vil give mange gode ordrer til lokale nordsjællandske virksomheder som leverandører til svenske virksomheder eller direkte til det svenske marked, siger Jørgen Simonsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109