Formand går på grund af sigtelse i kartelsag
Martin Skou trak sig tirsdag som formand for Dansk Byggeri, fordi sag mod hans virksomhed trækker i langdrag
Organisationens formand siden april sidste år, tømrermester Martin Skou Heidemann, har valgt at trække sig. Det sker som en konsekvens af, at hans virksomhed Skou Gruppen A/S fortsat er sigtet for overtrædelse af konkurrenceloven i forbindelse med det såkaldte københavnske byggekartel.
Da Skou Gruppen blev sigtet i oktober valgte Martin Skou at søge orlov fra formandspos-ten i Dansk Byggeri indtil sagens afslutning.
Han har, siden han blev sigtet, prøvet at overbevise Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, ofte kaldet Bagmandspolitiet, om sin uskyld. Det er ikke lykkedes. Sagen skal derfor formentlig afgøres i retten.
- Jeg har ikke opgivet håbet om, at Bagmandspolitiet indser, at der ikke er nogen sag, og at man derfor dropper sigtelsen. Jeg har i det mindste ikke fået at vide, at den såkaldte dialog er afsluttet. Men tiden går, og Dansk Byggeri kan ikke være tjent med at have en formand på orlov på ubestemt tid. Jeg havde givet mig selv en frist til udgangen af januar, fordi jeg troede, at det blot ville være en formssag at få overbevist Bagmandspolitiet om, at de ikke har en sag, siger Martin Skou til Licitationen.
Personlig beslutning
Han understreger, at det er hans personlige beslutning at træde tilbage som formand.
- Det skyldes som nævnt dels hensynet til Dansk Byggeri, dels at jeg gerne vil bruge min energi på min virksomhed og på at få afsluttet den sag, hvor vi om nødvendigt vil få rettens ord for, at vi ikke er skyldige i anklagen, siger han.
Skou Gruppen er et af 28 byggefirmaer, der er sigtet i kartelsagen og blev i oktober præsenteret for et bødeforelæg på én mio. kroner.
Indtil videre har ud over Skou Gruppen to andre virksomheder pure afvist at have brudt konkurrenceloven.
Fin håndtering
Martin Skou orienterede tirsdag eftermiddag Dansk Byggeris bestyrelse om beslutningen og takkede i den anledning bestyrelse og sekretariat for fin håndtering af sagen.
Dansk Byggeris næstformand Claus Bering siger om Martin Skous beslutning:
- Jeg er meget ked af hele denne sag. Men jeg og resten af bestyrelsen respekterer naturligvis Martins beslutning. Vi vil gerne takke Martin Skou for hans engagerede og inspirerende samarbejde både som menigt medlem af bestyrelsen som næstformand og som formand, siger Claus Bering.
Han fortsætter som konstitueret formand frem til Dansk Byggeris ordinære repræsentantskabsmøde i april.
Artiklen er en del af temaet Fokus på byggekartel-sagen.