Stort fald i byggekonkurser i 2014
Byggeriets organisationer glæder sig over udviklingen men har en vis bekymring for 2015
I 2014 blev 526 virksomheder inden for bygge og anlæg offer for en konkurs. Det er et fald på knap en fjerdedel i forhold til 2013 og det laveste antal siden 2007.
Tallene modtages med tilfredshed i byggeriets organisationer, der har kunnet følge udviklingen hen over 2014 og derfor ikke er overrasket. Der er dog alligevel en bekymring for, at den positive udvikling ikke kan fortsætte i 2015.
- Det tyder på, at de værste strabadser fra krisen er overstået. Mange virksomheder er bukket under i løbet af krisen, og dem, der er tilbage, har tilpasset sig et mere surt marked. Men livet som bygge- og anlægsvirksomhed er ingen dans på roser,iger Andreas Fernstrøm, chefkonsulent i Dansk Byggeri.
Morten Frihagen, chefjurist i Dansk Håndværk, kalder udviklingen positiv.
- Det har været en meget lang krise, og vi er helt sikkert gennem det værste. Men der er fortsat både små og mellemstore virksomheder, der trods tilpasning, har det svært, og man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor stærke de nye virksomheder, der er skabt de seneste år er, siger han.
De stærkeste tilbage
Af de 526 konkurser i bygge og anlæg ramte de 59 installationsvirksomheder.
- Det lave konkursniveau i installationsbranchen er et tegn på, at vi er på vej ud af krisen. Mange installationsvirksomheder gik konkurs i kriseårene, og kun de stærkeste og mest konkurrencedygtige virksomheder er tilbage. Ved at skære overflødige aktiviteter fra, er virksomhederne blevet mere strømlinede end før krisen, og virksomhederne har tilpasset sig de nye markedsvilkår, hedder det i en udtalelse fra Tekniq.
Hård kamp i 2015
Andreas Fernstrøm tror ikke, at det store fald i antallet af konkurser vil fortsætte i år.
- Vi forventer, at der samlet set fjernes for omkring fire mia. kroner omsætning i branchens aktivitet, så kampen om ordrerne bliver endnu hårdere i år end sidste år. Hvor det hidtil har været virksomhederne med virke inden for nybyggeri, der har haft det hårdest, så må man forvente, at virksomheder, der primært har beskæftiget sig med renovering, vil være udsatte. Det skyldes, at rammen for almene boligrenoveringer går et par mia. kroner ned, og at Boligjobordningen er ophørt, siger Andreas Fernstrøm.
Morten Frihagen deler bekymringen.
- Mange virksomheder har fået ekstra aktivitet som følge af Boligjobordningen. Derfor er vi spændte på, hvad 2015 bringer, siger han.
I Tekniq har man noteret sig, at antallet af konkurser steg i årets sidste måneder - en udvikling, som vækker bekymring, hedder det.
5.000 lønmodtagere ramt
Konkurserne i bygge og anlæg i 2014 betød, at i alt 5.100 lønmodtagere mistede deres arbejde.
Det oplyser Lønmodtagernes Garantifond (LG), der i 2014 behandlede 310 konkurser inden for bygge og anlæg. Forskellen mellem LGs tal og de 526 konkurser, som Danmarks Statistik har opgjort, skal findes i godt 200 virksomheder uden ansatte på konkurstidspunktet.
I gennemsnit havde de konkursramte byggevirksomheder knap 10 ansatte. Det er det samme som i 2012, men lidt færre end i 2013, der påvirkedes af Pihls konkurs.