Udviklingsplan for kendt mindesmærke er på vej
Frøslevlejren i Sønderjylland skal bevares som nationalt mindesmærke, men også have bedre rammer for sine lejere
Lejren, som blev etableret af den tyske besættelsesmagt i 1944 til indespærring af primært danske modstandsfolk, er et vigtigt erindringssted for den danske offentlighed.
Lejrområdet rummer i dag en levende skildring af en del af danmarkshistorien i form af bygninger og udstillinger, der fortæller historien om stedet som tysk og dansk fangelejr under og efter 2. verdenskrig.
Samtidig rummer lejren en efterskole samt flere udstillinger og et par virksomheder, der har lejet sig ind i de historiske bygninger.
Lægger linjen
Med alt dette for øje er bestyrelsen for Frøslevlejren sammen med Nationalmuseet og Aabenraa Kommune gået i gang med at udarbejde en udviklingsplan, der skal lægge linjen for en samlet udvikling af Frøslevlejren.
Udviklingsplanen skal tage afsæt i Frøslevlejrens udfordringer, men ikke mindst i stedets styrker og potentialer.
- Formålet med udviklingsplanen er at sætte en strategisk retning for udviklingen af lejren og sikre en økonomisk bæredygtig drift, der kan sikre det nationale mindesmærke mange år frem i tiden, siger Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (V), der er formand for bestyrelsen for D.s.i. Frøslevlejren, i en pressemeddelelse.
Strategisk vision
Planen skal indeholde en samlet strategisk vision og en plan for udviklingen af de fysiske forhold, og dermed kan Frøslevlejren blive en ramme både for nye og eksisterende lejere.
Samtidig skal Udviklingsplanen give en ny og fælles vision for Frøslevlejren og fungere som strategisk værktøj til løbende at vurdere og prioritere konkrete projekter, idéer og indsatser.
Dansk Bygningsarv A/S er valgt til at koordinere arbejdet med udviklingsplanen, som forventes færdig ved udgangen af marts i år.