Godt for retssikkerheden
Det er nemlig en ulidelig tanke, at man som virksomhed bare skal lade sig presse til at acceptere et bødeforelæg, uden at man har muligheden for at bevise sin eventuelle uskyld. Ganske vist er det jo - heldigvis - frivilligt, om man vælger at betale bøden eller ej. Men virksomhederne tænker ikke kun på risikoen for at tabe sagen, men bestemt også på deres renomé. Derfor er der et indirekte pres på virksomheden til at acceptere et bødeforelæg.
Det interessante i denne sag er netop grænsen for, hvornår Konkurrenceloven er overskredet, og hvornår den ikke er. Grænselandet her er desværre ikke rigtigt udforsket, og derfor er det rigtigt godt for virksomhedernes retsbevidsthed at få sagerne prøvet. Dermed kan der lægges en præcédens, som kan bruges i fremtidige sager, og virksomhederne ved langt mere om, hvor langt man kan gå i dialogen med andre virksomheder, når man er i en konkurrencesituation.
Branchen har forståeligt nok været noget rystet over den fremgangsmåde, der har været anvendt med meget store bødeforelæg, og mange har udtrykt fortvivlelse over, at det var så ulovligt at låne en pris endsige tale med en konkurrerende virksomhed, når det var samme byggesag, der blev konkurreret om.
Når det så er sagt, så er en mestergris en mestergris, og dét er ulovligt. At aftale priser er simpelt hen forbudt. Og i sagerne med lånepriser er der formentligt også nuancer, selvom mange af de sigtede virksomheder har valgt at betale den forelagte bøde.
Alt andet lige bliver det spændende at følge, hvor linealen bliver lagt, når stregen skal slås mellem lovligt og ulovligt. Det vil give nogle meget mere klare retningslinjer for virksomhedernes virke i en konkurrencesituation.
