Så er der givet håndtryk på overenskomst for 16.000 elektrikere

Endnu en overenskomst i byggebranchen er faldet på plads. Denne gang er det Tekniq og Dansk El-Forbund, som er kommet på plads med en ny treårig overenskomst mellem elektrikere og virksomheder.
Aftalen omfatter 16.000 elektrikere, og den lægger blandt andet op til bedre forhold for barsel til lærlinge og en stigning i mindstelønnen til 3,75 kr. i 2025 og 3,50 kr. i 2026 og i 2027.
- Det lykkedes at lande en aftale, der både giver stabilitet for virksomhederne og griber fat i udfordringen med at sikre flere faglærte, men også sætter standarden for, hvordan vi udvikler branchen i en mere rummelig og fleksibel retning – med plads til alle typer af medarbejdere med forskellige behov i alt fra arbejdstid til læringsmiljøer, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i Tekniq, i en pressemeddelelse.
Aftalen indeholder blandt andet en indsats for at fremme mangfoldighed, en bedre kønsmæssig balance og neurodiversitet, altså eksempelvis diagnoser som ADHD, ordblindhed og OCD.
Udvalgte resultater i aftalen mellem Tekniq og Dansk El-Forbund:
- Bedre forhold for barsel til lærlinge, herunder løn og stigning i betalingssatserne med 4,0 pct. i 2025, 3,5 pct. i 2026 og 2027.
- Større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdstiden for den enkelte.
- Fælles indsats for en inkluderende arbejdsplads med respekt for mangfoldighed.
- Øget mulighed for at vælge mellem løn eller afspadsering ved overarbejde.
- Arbejdsgivers bidrag til pensionsopsparingen stiger fra 10 til 11 pct. 1. maj 2025. Den
- samlede pensionsindbetaling er nu 13 pct.
- Bidraget til fritvalgsordning stiger med 1 procentpoint pr. 1. marts 2026 og pr. 1. marts 2027.
- Stigning i mindstelønnen på 3,75 kr. i 2025 og 3,50 kr. i 2026 og i 2027 for voksne.
Aftalen skal nu officielt stemmes igennem blandt medlemmerne hos Dansk El-Forbund. For to år siden sagde 77,1 pct. ja til aftalen.
Overenskomsten på el-området kommer få dage efter, at en overenskomst kom i hus for vvs-branchen, et af de store områder, Tekniq beskæftiger sig med.