255 millioner på spil: Kamp om skolerenovering skudt i gang

Entreprenører, der ikke er blevet skoletrætte, kan gribe pen og papir og komme med et bud på projektet Hedehusene Ny Skole.
Med et udbud til anslået 255 mio. kr. søger Høje-Taastrup Kommune en hovedentreprenør til en kombineret renovering og udvidelse af skolen i byen øst for Roskilde.
Skoleprojektet består af en renovering af den eksisterende skole som skal forbedre skolens fysiske rammer, samt nedrivning af en mindre bygning og en ny tilbygning, der skal forene to eksisterende bygninger.
Kommunen har valgt en hovedentreprise ud fra en vurdering af, at projektets kompleksitet betyder, at opgaven ikke løses i flere selvstændige kontrakter.
De mange greb skal være med til at understøtte Høje-Taastrup Kommunes ambition om, at undervisningen på kommunens folkeskoler skal være praksisnær og projektorienteret.
I projektet er der desuden fokus på at forbedre indeklimaet på skolen, og det er ambitionen, at bygningernes vedligeholdelsestilstand bringes op på et niveau, så fremtidig drift kan mindskes. Det skal ske ved at arbejde med de tekniske installationer, bygningernes klimaskærm og de indvendige overflader.
Endelig skal skolens udearealer i større grad bringes i spil som en den af læringsmiljøet på skolen.
Projektet skal udføres i to etaper med aflevering primo 2027 og medio 2028, samt en indledende etape umiddelbart efter kontraktindgåelse.
Kontrakten venter dog et stykke ude i fremtiden. Fristen for at afgive bud og søge om prækvalifikation er således 4. april 2025.
Entreprenører, der gerne vil have fingre i opgaverne, skal som minimum kunne vise et regnskab med en nettoomsætning 150 mio. kr., en egenkapital på 20 mio. kr. og en soliditetsgrad på 15 pct.
Høje-Taastrup Kommune forventer, at der minimum er fem bud, for det er antallet, der er sat som minimum for kandidater til næste skridt i udvælgelsesprocessen.