23948sdkhjf

Ny bydel falder til jorden med bristede stadionplaner

Ny bydel i Hillerød med tusindvis af indbyggere falder til jorden sammen med bristede stadionplaner

På trods af flere års forarbejde bliver Favrholm Stadionkvarter med 2.000 nye boliger i Hillerød ikke til noget.

Til vores store beklagelse har det nu vist sig, at udvikleren ikke kan opfylde sin del af aftalen, idet der ikke er de tilsagn, som kræves i forhold til udviklingsaftalen Kirsten Jensen (S), borgmester i Hillerød Kommune

Byrådet i Hillerød Kommune besluttede i denne uge at ophæve udviklingsaftalen for den nye bydel, hvor et stadion i superligaklasse med plads til 10.000 tilskuere var et centralt element. Det sker i kølvandet på, at fodboldklubben FC Nordsjælland (FCN) har trukket sig fra projektet.

- Favrholm Stadionkvarter er et betydningsfuldt projekt, som vi har arbejdet solidt med i fem år. Vi har sammen med FCN og Right to Dream (selskabet bag FCN, red.) delt drømme og visioner, og lagt et stort arbejde i at realisere dem. Vi har haft et godt samarbejde med udvikleren Propreco, siger borgmester Kirsten Jensen (S) i en pressemeddelelse.

- Til vores store beklagelse har det nu vist sig, at udvikleren ikke kan opfylde sin del af aftalen, idet der ikke er de tilsagn, som kræves i forhold til udviklingsaftalen, tilføjer hun.

Efter planen skulle Favrholm Stadionkvarter foruden et nyt stadion og 2.000 nye boliger også rumme en skole, kontorerhverv, hotel, butikker samt akademi, træningsfaciliteter og administration til fodboldholdet FC Nordsjælland.

Intet stadion, ingen bydel

Borgmesteren lægger ikke skjul på, at både hun og resten af byrådet er skuffede, og det var et enstemmigt byråd, som traf beslutningen.

- Det er meget ærgerligt, at visionen om en bydel, Favrholm Stadionkvarter med superligastadion, akademi og store idrætsanlæg ikke kan blive til noget. Når hele udgangspunktet for udviklingsaftalen, nemlig idrætsanlægget med stadion, træningsbaner og fodboldakademi, ikke kan realiseres, kan udviklingsaftalen ikke fortsætte, siger Kirsten Jensen.

Kommunen ejer jorden, hvor det store stadionprojekt skulle være. Hvad der nu skal ske med området, skal byrådet tale om.

- Vi har alle brug for at træde et skridt tilbage og drøfte den nye situation. Det er for tidligt nu at sige noget om, hvad der skal ske i området, siger Kirsten Jensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.121