Entreprenør satser i Fælledby: Producerer selv træelementer til 205 boliger
Nu sker der noget i bydelen Fælledby på Amager.
I løbet af 2024 har Bgb's projekthold arbejdet på en totalentreprise med 205 nye boliger for Fælledby P/S. Nu har entreprenøren taget hul på det, det hele handler om: Byggeprocessen.
- Vi ser frem til for alvor at komme i gang med opførelsen af boligerne, som er en spændende sag for Bgb, da husene opføres med bærende konstruktioner i træ, fortæller Jeppe Mulvad Jeppesen, projektchef og partner i Bgb, i en pressemeddelelse.
Boligerne i Fælledby opføres i samarbejde rådgiverne Tegnestuen Vandkunsten, ABC Ingeniører, Rambøll, Nordiq og Ovbe.
Opbygget egen produktion
Facader og tag på bygningerne, som er fordelt på tre byggefelter, bliver opført med præfabrikerede trækassetter, som entreprenøren har valgt selv at designe og fremstille i samarbejde med rådgiver og arkitekt.
Til formålet har Bgb indrettet en produktionsfacilitet, hvor et hold tømrersvende fremstiller træelementerne.
De opfylder kravene i DS1140-standarden og bliver en del af bygningens bærende konstruktion, samtidig med at de vil udgøre facader og tag. Forventningen er, at holdet kan producere tre til fire træelementer om dagen.
- Dermed bliver det et byggeri, hvor vi får reduceret bygningens CO2-udledning i dens levetid, alene fordi vi har reduceret anvendelsen af de meget CO2-udledende traditionelle byggematerialer som beton og stål, siger Jeppe Mulvad Jeppesen.
Gammel havbund
Man kommer dog ikke helt udenom at bruge beton. Bygningerne, som bliver tre til seks etager høje, opføres på et fundament af beton, ligesom der anvendes beton i trappe- og elevatorkerner og visse steder i bygningerne, blandt andet for at leve op til bygningsreglementets krav om lydforhold.
Pælefundering er netop gået i gang på en grund, som for kun lidt mere end 100 år siden var havbund, hvilket stiller krav til funderingen. Derfor skal man otte-ni meter ned for at nå den københavnske kalk.
Boligerne i Fælledby er præcertificeret til DGNB Platin på både byggeri og landskab. De forventes at stå klar i 2026.
