ISC: Rådgivende ingeniører på opførelsen af Dronning Sophies Bro

ISC Rådgivende Ingeniører A/S, også kendt som ISC, har siden 1967 specialiseret sig i stålkonstruktioner. I dag rådgiver virksomheden også deres kunder inden for en række andre byggematerialer og installationer såsom beton, træ, ventilation, el, brand og kemi i bygge- og anlægsprojekter.
I et nyligt afsluttet projekt har ISC rådgivet Over Byen Arkitekter og leveret tekniske beregninger til opførelsen af Nakskovs nye gangbro, Dronning Sophies Bro. Gangbroen, som er fremstillet i stål og beklædt med FSC-certificeret træ, er en central del af moderniseringen af Nakskov Havn. Formålet er at forbedre adgangen til havnen og skabe et både smukt og funktionelt samlingspunkt for lokale og besøgende.
"Det har været et spændende projekt, og vi er stolte af at have været en del af realiseringen af gangbroen," siger konstruktionsingeniør hos ISC og projektleder på omtalte byggeri, René Hindborg Hemmingsen.
I den oprindelige designidé havde broen eksempelvis diagonale elementer mellem søjlerne, der var lidt kedelige, og som efterfølgende blev optimeret, så broen i dag indeholder et kryds, der både fungerer både teknisk og æstetisk René Hindborg Hemmingsen, konstruktionsingeniør hos ISC
Design og konstruktion af Dronning Sophies Bro
René Hindborg Hemmingsen fortæller, at virksomheden har haft et godt samarbejde med Over Byen Arkitekter, der havde en klar vision om, at broen ikke kun skulle være funktionel, men også æstetisk:

"Det har været essentielt at vælge en konstruktion, der kunne opfylde det ønskede visuelle udtryk uden at gå på kompromis med de tekniske krav. I den oprindelige designidé havde broen eksempelvis diagonale elementer mellem søjlerne, der var lidt kedelige, og som efterfølgende blev optimeret, så broen i dag indeholder et kryds mellem søjlerne, der både fungerer teknisk og æstetisk."
Civilingeniør hos ISC Christian Riis Petersen påpeger, at det også var nødvendigt at tage hensyn til broens normkrævede modstandsdygtighed over for egenlast, nyttelast og naturlast.
"Broen skulle kunne modstå belastning fra både personer, vind, bølger og potentielt is, der kan påvirke broen, når havnen fryser til. Det er en faktor, vi altid tager højde for i vores arbejde med havneprojekter," forklarer han.
ISC: Stor erfaring med infrastrukturprojekter m.m.
ISC har gennem årtier spillet en central rolle i opførelsen af flere ikoniske broer, havvindmølleparker, industribygninger og lufthavne samt været en del af udviklingen af Danmarks første oliefelt i Nordsøen og efterfølgende felter.
Med dette projekt kan ISC Rådgivende Ingeniører A/S endnu en gang tilføje en succesfuld stålkonstruktion til deres portefølje og fortsætte med at levere innovative løsninger.
Om ISC Rådgivende Ingeniører
Siden 1967 har den familieejede virksomhed ISC Rådgivende Ingeniører leveret grundigt ingeniørarbejde. Med hovedkontor i København, og med afdelingskontorer i Aarhus, Aalborg, Kolding, Esbjerg, Viborg og Kalundborg, rådgiver virksomheden sine kunder inden for områder som vedvarende energi, olie & gas, infrastruktur, industri og byggeri.
www.isc.dk
Kilde: ISC Rådgivende Ingeniører