Debat: Vikarbureauerne bærer også en del af ansvaret for udlændinges arbejdsvilkår
Antallet af udenlandske medarbejdere strømmer i disse år til Danmark, og en analyse fra Danske Byggefag viste i sidste uge, at andelen af udenlandske medarbejdere i byggebranchen lige nu er rekordhøj. Det er naturligvis positivt, at danske byggevirksomheder i en tid med mangel på dansk arbejdskraft kan lukrere på de mange dygtige håndværkere, der findes i resten af Europa.
Den høje andel udenlandske medarbejdere er imidlertid ikke uden konsekvenser, hvilket Søren Sand Kirk, direktør for Danske Byggefag, i sidste uge også påpegede. Flere udlændinge i branchen medfører nemlig også en forhøjet risiko for, at flere udsættes for farligt arbejdsmiljø, social dumping og arbejdskriminalitet.
Debatten om udenlandsk arbejdskraft i byggebranchen handler ofte om bygherrer og hovedentreprenørers ansvar. Der peges med rette på behovet for at sikre ordnede forhold, men vi må ikke overse en vigtig aktør i ligningen: vikarbureauerne. Som mandskabsleverandør bærer vi nemlig også en del af ansvaret for de udenlandske medarbejdere, som vi er med til at skaffe til landet – og denne opgave bør vi tage yderst alvorligt.
Nogle ser stort på regler
Jeg repræsenterer selv et vikarbureau, FlexTemp, hvor vi er medlem af DI og har indgået tiltrædelsesaftaler med Dansk Metal og Dansk El-Forbund. Det betyder, at de medarbejdere, vi leverer, arbejder under præcis de samme overenskomstmæssige forhold som danske lønmodtagere. Det burde være en selvfølge, men virkeligheden er, at der fortsat findes aktører, der ser stort på regler og sikkerhed. Derfor opfordrer vi til, at bygherrer og entreprenører stiller krav til deres mandskabsleverandører.
Vi oplever heldigvis, at mange af vores kunder allerede er meget bevidste om dette ansvar og i stigende grad stiller flere krav til os som mandskabsleverandør. Eksempelvis når det gælder gennemsigtighed i kontrakter og vilkår. Vi ser det ikke som en byrde, men som en garanti for, at vi sammen sikrer trygge og ordentlige vilkår for alle – uanset om medarbejderen er dansk, polsk eller rumænsk.
Men vi som mandskabsleverandør skal også turde stille krav til virksomhederne og sætte foden ned over for de virksomheder, der forsøger at omgå almindelige overenskomstmæssige regler. Og samtidig skal vi stille os til rådighed over for de medarbejdere, vi skaffer herop, hvis de måtte opleve udfordringer hos virksomheden. Her spiller vi også en rolle i løsningen på udfordringerne som eventuel mægler mellem medarbejdere og virksomhed – hvis vi vel at mærke tager vores ansvar alvorligt og kerer os om de mennesker, vi har stillet en fremtid i Danmark i udsigt.
Stil krav
Jeg er med på, at der altid vil være brodne kar, både blandt virksomheder og vikarbureauer, der forsøger at udnytte hullerne. Men vi kan og bør i stigende grad stille krav til hinanden - derfor er vores klare opfordring: Bygherrer og entreprenører, stil krav til jeres mandskabsleverandører. Og vikarbureauer, tag jeres ansvar alvorligt.
Vi har en fælles forpligtigelse til at sikre, at udenlandske medarbejdere på danske byggepladser arbejder under de vilkår, de har krav på – både fordi det er det rigtige at gøre, og fordi vi er afhængige af at kunne tiltrække de rette kompetencer i en tid med knaphed på hænder, og behovet ser ikke ud til at blive mindre inden for de kommende år.